zyklon - world ov worms
| Karakter | Udgivet | Genre | Selskab | Producer |
| CCC | 04.02.2001 | Black Metal | Candlelight/Nordic Metal | Thorbjørn Akkerhaugen |
| Her er der tale om nogle garvede gutter, der synes at der ikke var "blæs" nok på i metalverden. Det drejer sig om Samoth og Trym (begge Emperor), og Destructhor (Myrkskog), og Daemon (Limbonic Art), der tilsammen danner bandet Zyklon, som har skruet bissen alvorligt på og smadrer derudaf i et nådesløst tempo. Stilen er kompromisløs black/death med tunge tiltag, som egentlig klæder musikken ret godt. Små elektroniske flader, er der såmænd også blevet plads til, og lur mig, om det ikke er Trickster G (Ulver), der har stået for disse. Åbneren "Hammer Revelation" er ren helvedesguf for den kræsne gane. Da vi taler om Emperorfolk, taler vi også om hastighed og kvalitet. Et af de mere "afdæmpede" numre er "Zycloned", der cykler derudaf med et lækkert Slayeragtigt drive, for derefter at havne i en af de føromtalte elektroniske sfærer. "Worm World" er et mere tungt og atmosfærisk nummer der leder tankerne lidt hen på Arcturus. Alt dette tyder jo på en topkarakter, men det trækker lidt ned i min bog, at der er tale om et af disse evindelige projektbands (selvom info'en hævder at det er det ikke). Selvom at der er tale om særdeles velspillende herrer, så vil jeg vove den påstand at de ikke byder på noget nævneværdigt nyskabende. Er du til hæsblæsende og dog ret afvekslende Black/Death a la Morbid Angel og Emperor, så er skiven klart et tjek værd. -bo |