Tilbage i starten af 90’erne hvor resten af Seattle var gået i grunge selvsving, havde Zeke allerede taget en beslutning om, at gashåndtaget helst skulle drejes helt rundt, og efter en ydmyg start samt en lille håndfuld singler blev det tid til to sindssygt fede albums på det nu inaktive Scooch Pooch label, nemlig ”Flat Tracker” og ”Super Sound Racing”. Men om alle og enhver ville gå med til at bruge ordet ”album” her, vides sgu ikke helt, da spilletiden aldrig fik sneget sig op på meget mere en et kvarters tid. Skiverne har efterhånden været utilgængelige i et stykke tid, og de latterlige priser, som selv cd-versionerne er set gå for i diverse auktioner, må ses som en indikator på, at Zekes popularitet er stadigt stigende undervejs på ruten fra undergrundsfænomen til status som mere velrenommerede rock & roll rebeller.

Det indledende hattrick byder (selvfølgelig, fristes man til at sige) på Zekes velkendte lyd af mark ræs med 120 km/t til et punk rock show. Men med Jack Endino som kyndig vejleder har de også formået at trække den knivskarpe guitarlyd helt frem i hard rock partyslagerne ”Little Queen”, ”Hold Tight” og ”Dolphin Wolf”, der snildt kunne være skrevet for 20 eller 30 år siden, men alligevel bare langtfra stinker og smager af overskreden salgsdato ligesom en god sjat af rock-revival bølgen på MTV nu om dage.

Motörhead og Lemmys evige gåpåmod blandet op i en sjus med Dwarves’ ”lad os hellere tæve publikum til blods og sniffe maling i stedet for at spille” attitude er lig med en ren genfødsel for den indre biker-punk. ”383” er vist den bedste indkapsling af blodsrusen ved at styrtdykke det sprængklare kamikazefly mod målet, man kan opleve uden selv først at måtte spænde brillerne på og gribe rorpinden!!!

Jeg ved ikke lige helt, hvor længe Zeke kan blive rette side af i kørebanen uden at falde for AC/DC syndromet – nemlig at udgive den samme plade ti gange eller mere i træk – men indtil videre er der ingen ko på isen, selvom overraskelserne nok er få, hvis man allerede er bekendt med bandet. Skal oktan niveauet og chancen for øretæver være helt ude af proportioner, toppes ”Kicked in the Teeth” på Epitaph slet ikke her, men alsidigheden er derimod ved at være kommet i førersædet (og ”alsidighed” bruges altså rimelig relativt her!) på Zekes aktuelle fremfaren, hvilket også klart er lidt af et trækplaster inden for det her lille spillerum, de boltrer sig i. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM