Yakuza fra Chicago er et for mig hidtil ukendt band der ifølge pladeselskabets pressemeddelelse har ambitioner om at kombinere så forskellige stilarter som jazz, post-rock, metal og alternativ rock i deres musik, og med ”Way of The Dead”, deres 2. album, skal det så vise sig om denne tilsyneladende halsløse gerning kan holde vand i virkelighedens verden.

Hvis intentionen med “Way of The Dead” har været at skabe et album der både er anderledes og samtidig lytteværdigt, fristes man efter 1. gennemlytning til at citere det gamle ordsprog om at ”operationen lykkedes, men patienten døde”, for selvom Yakuza har mange gode og anderledes idéer der resulterer i mange interessante musikalske brudstykker fordelt over ”Way of The Dead”, virker det umiddelbart som om Yakuza ikke rigtigt formår at få de enkelte delelementer til at arbejde sammen i en helhed i de enkelte numre, hvilket så igen resulterer i et frustrerende, usammenhængende udtryk. Det hjælper heller ikke just på den i forvejen meget koncentrationskrævende musik at sangeren og saxofonisten Bruce Lamonts tynde stemme bliver ekstremt irriterende at høre på allerede efter få minutter, og han burde nok overveje at nøjes med at spille på sine tenor og sopran saxofoner i fremtiden, for synge det kan han sandt for dyden ikke efter min mening! 

Efter indledningsvis i frustration at have været på nippet til helt at forkaste ”Way of The Dead” som et reelt uhørligt musikalsk eksperiment, begynder Yakuzas komplekse kompositioner efter MANGE tålmodige gennemlytninger så småt at give lidt mere mening og fremstå mere sammenhægende, men noget nemt album at gå til bliver det i sandhed aldrig.

Nummeret ”Chicago Typewriter” med sin overgang fra noget der minder om gudebandet The God Machine til en gang Fantômas/Mr. Bungle-agtig galskab er albummets højdepunkt, men også den første skæring, ”Vergasso”, med sin nærmest messende, buddhistisk lydende intro er værd at fremhæve som et af de mest umiddelbart catchy numre, og endelig skal ”Obscurity” nævnes for sin saxofon duel mellem Lamont og en lokal jazzmusiker, som giver mindelser om John Zorns skizofrene Jazz-grind band Naked City. Albummet sluttes herefter af med det 43 minutter lange, næsten hypnotiske instrumentalnummer ”0100011110011”, som i bedste John Coltrane eller Ornette Coleman tradition former sig som en lang, meditativ jazz jamsession med fokus på saxofonen, og selvom nummeret er dygtigt og overbevisende udført, vil det sikkert teste de fleste normale metalfans tålmodighed til bristepunktet.

Yakuzas nye album er en utaknemmelig opgave at anmelde, da musikken er så godt som umulig at beskrive tilfredsstillende med ord, og til syvende og sidst er det tilrådeligt at man giver ”Way of The Dead” et meget nærgående lyt inden et eventuelt køb for derved at danne sig sin egen mening om denne skizofrene og anderledes udgivelse.

Efter de første par gennemlytninger var jeg som sagt mest stemt for at slagte dette album, men heldigvis gav jeg ”Way of The Dead” den tid albummet kræver, og Yakuza bør belønnes for deres indiskutable evner og villighed til at prøve noget nyt. Dog er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Yakuza med lidt mere kompositorisk overblik og måske en tydeligere overordnet ”rød tråd” i deres musikalske eksperimenter kan blive endnu bedre og måske vise sig som en af morgendagens bannerfører på den lidt mere avantgardistiske del af metalscenen. - byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM