|
I korte træk kan xBISHOPx beskrives som et projekt med rødder i forskellige, velkendte hardcore bands fra det sydlige Florida, og bl.a. tæller rækkerne Mean Pete fra Remembering Never samt andre gutter fra hans gamle tilhørssted, Until the End. Krumspring og smarte fiduser tages ikke i brug til at aflede opmærksomheden fra sagens kerne, nemlig ganske basal og blytung hardcore, der nok skulle kunne appellere til fans af Terror og Bury your Dead. Guitarlyden er hermed selvsagt alt for metallisk til, at der på nogen måde kan tages et begreb som oldschool i brug, men stilen på ”Suicide Party” er stadig simpel og distanceret fra hele den pæne metalcore bølge.
Albummet som helhed præges af en spontan, umiddelbar stemning, og det netop det aspekt udmunder i både styrkerne og de anstrengende svagheder ved ”Suicide Party”. Skæringer som ”xBISHOPx Basically Owns your Face”, ”Old Habits” og ”Eat Shit” rykker uhæmmet, hvorimod andre numre lyder som uengageret repetition af alle de fede ting herpå, og helhedstrykket efterlader en svidende smag af konstant svingende knald eller fald affære. Simpliciteten gør det nemmere at gå til end Remembering Never, men holdbarheden bliver også herefter.
Overordnet set holder kompromisløsheden stand, men når xBISHOPx ellers tilsyneladende hverken er til at hugge eller stikke i på andre kanter, skuffer det virkelig, at såkaldt anstødelige ord i nogle af sangtitlerne på bagcoveret må lide under sober maskering. ”Go F**k Yourself” og ”Eat S**t” er to af numrene i et snuptag kommet til at hedde, men virker den vattede emballering som et ukompromitterende valg? Nej vel… For mig at se trækker det i hvert fald godt ned, at de enten ikke kan eller vil stå ved to så simple ord, blot fordi uforvarende sjæle skulle kunne komme til at lade øjnene glide henover tracklisten.
Illustrationerne er på den anden side en ganske frisk og syrlig vinkling af budskabet om afholdenhed, og endvidere står de farvestrålende figurer i skarp kontrast til lyrikkens kulsorte, hadske galde. Lyder generelt misbilligende og fjendtlig hardcore med stærke, metalliske overtoner som noget for dig, skal ”Suicide Party” nok tjekkes ud. Kunne de blot holde sig til en ep med de mest relevante udpluk herfra uden tomgang, havde det endelig resultat dog også virket mere indbydende. -guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|