woods of ypres - pursuit of the sun & allure of the earth
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 2004 Doom/Goth/Black Metal Krankenhaus  Gold
 
Canada har fostret mange fede metal bands lige fra Voïvod til Blasphemy, Cryptopsy, Kataklysm, Gorguts, Revenge, Martyr og Conqueror, men i black metal genren har dette nordamerikanske land mig bekendt ikke fostret nogle nævneværdige kunstnere indtil videre. Det synes Woods of Ypres dog at ville råde bod på med det glimrende nye album ”Pursuit of the Sun & Allure of the Earth”.

Woods of Ypres er øjensynligt mere eller mindre et enmandsprojekt anført af canadieren David Gold, dog med lidt assistance i form af en keyboard-spiller og lidt kvindevokal. Musikken markedsføres som ’summer black metal’, og hvis man dermed mener en mere varm og imødekommende afart af black metal end den isnende kolde stil de skandinaviske bands fremturer med, så passer den varebetegnelse for så vidt meget godt. Dog bruger Woods of Ypres mindst ligeså mange inputs fra melodisk doom og melankolsk goth-metal/rock som fra black metal. 

Numrene er generelt meget lange og episke på dette timelange album med god brug af akustiske passager, skønsang med både kvinde og mandevokal samt tungere stemningsfulde indslag, hvilket skaber en god kontrast til de mere regulære black metal udbrud.

Rent produktionsmæssigt har ”Pursuit of the Sun & Allure of the Earth” fået en lidt gammeldags lyd á la den man kender fra de helt tidlige Opeth og Katatonia albums, og det passer egentlig meget fint til den musik Woods of Ypres praktiserer. Ja, faktisk kan der også rent musikalsk trækkes mange sammenligninger til netop gammelt Opeth og Katatonia mht. de lange tristesse-ramte kompositioner indeholdende både akustiske, doomede og atmosfæriske karakteristika. Fra tid til anden minder Woods of Ypres mig også lidt om norske Seigmens formørkede goth-rock. 

Det eneste jeg kan sætte en finger på mht. ”Pursuit of the Sun & Allure of the Earth” er, at David Golds skønsang ikke altid falder lige heldig ud i mine ører, men jeg er så også meget pernitten hvad angår ren sang på ekstremmetal albums, så det behøver man ikke nødvendigvis lægge for meget i. 
Hvis en kombination af melodisk black metal og influenser fra bands som tidlig Opeth, Katatonia og Seigmen lyder tiltrækkende, bør man give Woods of Ypres en chance. Jeg mener desværre ikke ”Pursuit of the Sun & Allure of the Earth” officielt bliver distribueret i Danmark, så tjek evt. Woods of Ypres’ hjemmeside ud for yderligere info: www.woodsofypres.ca. -byrial









Kom med kommentar i vores FORUM