Ih, hvor de kan i Norge! 
Knapt er man kommet sig over den fantastiske prog.-metal debut ”The 1st Chapter” med Circus Maximus, før vores nordisk naboer slår til igen med et om muligt endnu mere sublimt debuterende band i den progressive genre, nemlig Wobbler!

Modsat Circus Maximus er der dog ikke meget metal at spore på Wobblers første album ”Hinterland”, der i stedet tager sit inspirationsmæssige udgangspunkt i den symfoniske prog.-rock lyd fra 70’erne, hvor bands som YES, King Crimson, ELP, Gentle Giant og Camel slog tonerne an. Kunstneren Michael Bennetts stilfulde cover-artwork signalerer også i den grad klassisk prog.-rock. 

Wobbler består af sangeren Tony Johannessen, bassist og saxofonist Kristian Karl Hultgren, trommeslager og percussionist Martin Nordrum Kneppen, guitarist Morten Andreas Eriksen samt først og fremmest den helt virtuose tangentspiller Lars Fredrik Frøislie, der udfolder sig hjemmevandt på alt fra grand piano over hammondorgel til Moog, mellotron, harmonium, glockenspiel, Wurlizer, Rhodes, Hohner clavinet, hapsichord og stylofon! Derudover medvirker der en del gæstemusikere på tværfløjte, blokfløjte, percussion og barok guitar som ekstra krydderi, og bandets nære ven Jacob Holm-Lupo fra bandet White Willow har hjulpet Wobbler med albummets tilpas varme og retro-agtige men alligevel detaljerige produktion.

Bortset fra en kort intro er der kun 3 MEGET lange numre på ”Hinterland”, hvoraf det labre titelnummer alene udgør lige knap en halv time! En af de meget få mindre positive ting ved Wobbler er forsanger Tony, hvis stemme ikke lige helt er min kop te, men heldigvis er der ikke ret meget lyrik, men en klar overvægt at lange instrumentale passager hvor de øvrige bandmedlemmer og især Frøislie kan folde sig helt ud. Og det gør de til noget nær perfektion! 

Titelnummeret minder til tider om King Crimsons udødelige mesterværk ”In The Court Of The Crimson King” pga. de kuldegysende smukke afdæmpede passager med mellotron, mens nogle af de få flerstemmige vokalarrangementer minder mere om Gentle Giant, der om nogen mestrede denne disciplin. Indslagene med tværfløjte, blokfløjte og glockenspiel er lige præcis de små detaljer, der hiver nummeret helt op i den syvende prog.-rock himmel! På den efterfølgende ”Rubato Industry” fyrer Frøislie noget sublimt Moog/orgel-arbejde af, der i samarbejde med tværfløjten minder utrolig meget om Peter Bardens stil fra Camels klassiske instrumentalalbum ”The Snow Goose”. Sublimt! Herlighederne afsluttes med den 15 minutter lange og helt instrumentale ”Clair Obscur”, der starter underskønt med en slags øm duet mellem tværfløjte og grand piano, inden et mere tungt og ret mørkmelodisk lydbillede med mange fede solistiske indslag effektivt sættes ind. 

Udover sammenligningen med 70’ernes symfoniske rock ikoner kan der også drages paralleller til nyere skandinaviske prog.-rock bands som The Flower Kings, Anekdoten og Änglagärd i Wobblers lyd samt en vis afsmitning fra den engelske Canterbury scene med bands som Caravan og Renaissance, der blandede elementer fra både folk og klassisk musik ind i deres specielle afart prog.-rock. At musikken til debutalbummet ”Hinterland” er udtænkt og finpudset over en seksårig periode kan i den grand mærkes på de 3 sublime skæringer, og jeg er har i den grad forelsket mig hovedkulds i vidunderlige Wobbler! I undertegnedes univers fortjener ”Hinterland” noget nær topkarakter, for Wobbler rammer i næsten skræmmende grad min personlige smag hvad angår traditionel symfonisk prog.-rock, og albummet er udført til perfektion rent håndværksmæssigt. I objektivitetens hellige navn må det dog trække lidt ned at Wobbler skilter SÅ tydeligt med sine inspirationskilder fra 70’erne, men det ændrer ikke ved at ”Hinterland” er den bedste prog.-rock udgivelse i lang tid, så und venligst dig selv at give Wobbler en chance, selvom de ret beset ikke har det fjerneste meget med metal at gøre. Herligt album! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM