with passion - in the midst of bloodied
soil clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 29.03.05 | Melodeath/Black/HC | Earache/Target | -- |
| Sacramento sekstetten With Passion har end ikke tre år på bagen, så en længere række admirabel bedrifter formår de endnu ikke bryste sig af, men bandnavnet kunne næppe være mere velvagt, da lige netop lidenskaben og den blændende nerve er blandt deres største aktiver og klart de aspekter, som med størst eftertrykkelighed hvirvles frem i deres lyd. Allieret med et kontant islæt af små, majestætiske symfonier munder det så bestemt ud i den strengt nødvendige overlegenheden, der må til for opnåelse af en acceptabel placering i udskillelsesprocessen blandt de, der har valgt at satse på tidstypisk fusion af melodisk metal og hardcore. Faktisk var grænseløs irritation over den sparsomme spilletid fra begyndelsen en voldsom torn i siden på mit forhold til With Passion, men med rette måtte jeg snart erkende, at den stramme køreplan nærmere er et udtryk for målrettethed og udradering af fyld end arbejdssky adfærd. Vanvidsdrevent, glødende guitarspil og en sand malstrøm af rasende melodier. Tendenser til melodisk black metal af den velfungerende slags, uden bismag af andenrangs tyggegummi. Afgrundsdybt rækker de emotionelle banesår fra skalpellen, og ve den der blot affejer With Passion som smart metalcore, da inspirationen fra hardcore primært begrænser sig til få, men vellykkede breakdowns, som f.eks. kort inde i ”Forlorn Hope”. Der bliver virkelig lukket op for den metalliske kagedåse, hvis man renser systemet med et par dybe indåndinger for bedre at kunne tage det hele til sig, og selv hvad denne proces angår, rækker With Passion en hjælpende hånd ud i form af to korte, atmosfæriske mellemspil af stærkt opbremsende karakter, dog uden at den overordnede stemning synker til bunds som en perforeret skude. Alt går hånd i hånd. Selv de hyppige brug af keyboards resten af albummet igennem er smagfuld og aldrig overgjort. Kort og godt storladent uden opblæsthed. Veltrimmet og højtkoncentreret.
Man bliver endeløst fyr og flamme af den sammenføjede
brutalitet og atmosfære, når With Passion først bider
sig fast. De mener det sgu - “In the Midst of Bloodied Soil” bærer
intet spor af potentiel kitsch, man kan grine af om blot få år
– og albummet kan klart anbefales som ledetråd ud af de halvhjertede
forsøgs mørke. - guldmann
|