Forgængeren ”Walking on Phantom Ice” var en nogenlunde nydelig affære i disse øjne, dog uden alt for store armbevægelser eller banebrydende udskejelser, men oven på et labelskift og en mindre stilmæssig omsadling må toget for alvor siges at køre igen for Withering Surface. Der er kort og godt blevet injiceret en gang gammeldags – og alligevel funklende frisk – aggressivitet i dette melo-metalliske korpus med snart et årti på bagen, og selvom man næppe kan tale om nogen genfødsel på linie med Jesu Genopstandelse, er det derimod en kærkommen fornyelse, der virkelig lander på et tørt sted.

Mange kort til en vindende hånd kan tælles her, og især den åbne og alligevel fyldige produktion folder sig godt ud, så man helt mister pusten over de mange finesser undervejs, samtidig med at både storladne og aggressive svinestreger går fornemt hånd i hånd med et yderst alsidigt vokalregister. De fleste skæringer er sikre vindere som en kold pils på en varm sommerdag, men skal der favoriseres, må jeg klart fremhæve det svært besmittende omkvæd på åbneren ”Gears” (ja, jeg sidder faktisk og skråler med på det, kun iført underhylere med små kranier på…unødig bonus-info er altid godt, eller…) og den tonsende heftige ”Machinery”.

Vi står altså alligevel ikke over for den næste musikalske revolution her, men hvor en god håndfuld af de gamle melodeath konstellationer, man finder ved at tage turen over Øresundsbroen, efterhånden har stillet op på geled for at fralægge sig bideevnen i kæbepartiet, træder WS trodsigt to skridt frem og skiller sig ud fra mængden. I forhold til hvor meget langhalm der efterhånden er blevet tærsket på stilen, kan de utvivlsomt være stolte af indsatsen og skue fremad uden skam i blikket. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM