|
Enten sidder der en talentspejder på Nuclear Blast med meget røde ører, eller også er folkene der tager beslutninger på det tyske pladeselskab bare ualmindeligt ondskabsfulde mennesker. I hvert fald burde de personer, der er ansvarlige for at bandet med det ’lækre’ navn Wintersun har fået lov til at udgive et selvtituleret album på Nuclear Blast, have lov til at tilbringe julen interneret på Guantánamo basen, så de kunne lære ikke at udsætte stakkels anmeldere som undertegnede for det moderate fysiske pres det er at skulle lytte sig igennem ”Wintersun”.
Forestil dig de mest overfladiske og klicheagtige elementer fra Agathodaimon (gotisk og symfoniske black metal), Children of Bodom (Casio keyboards & Nintendo guitarer) og Hammerfall (de hymnisk kor og de konstant galoperende trommer), bare udført uden et gram af charme. Smid derefter hele molevitten i en stor gryde og lad en retarderet kok røre lidt rundt i herlighederne, og resultatet er et musikalsk miskmask der ikke burde kunne ernære selv den mest underernærede fan af metal.
Nuclear Blast har virkelig skrabet bunden med Wintersun. Intet, absolut INTET virker på dette album; cover-artworket er latterligt, musikken er latterlig, teksterne er latterlige og produktionen er sukkersød som den værste ’losseplads” fra Bonbon. Føj for satan! Hvis dette er lyden af et metal album anno 2004, så vil jeg til at høre euro-pop og dansktop fra nu af!
Wintersun formår på én gang at være både tandløse og totalt talentløse, og dette album bør for alt i verden undgås! Men mindre man da står og mangler en ide til den ultimative hadegave! Dette er nemlig suverænt det værste gang tidsspild, jeg har måttet lægge ører til i år siden Sadistik Exekutions misfoster af et album “Fukk II”. Jeg vil derfor slutte med at ønske Wintersun held og lykke i det tætte opløbet om at vinde den eftertragtede titel som skaberne af årets mest ligegyldige album. Gyseligt! -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|