Forrige Winds album ”Reflections of The I” bjergtog undertegnede i udpræget grad, hvilket ikke burde undre når de to Arcturus medlemmer Carl August Tidemann og Hellhammer begge er fuldgyldige medlemmer af bandet. Rent personlig står Carl August Tidemann for mig som det måske største guitartalent i hele Norden, hvilket mandens soloalbum ”Stylistic Changes” og medvirken i bl.a. Tritonus, Arcturus og Fleurety er kardinaleksempler på. På samme måde har allestedsnærværende Jan Axel von Blomberg AKA Hellhammer længe været noget nær Europas mest fleksible og spændende trommeslager i et hav af forskellige musikalske konstellationer. 

Skønt Tidemann og Hellhammer er blandt mine absolut største idoler på deres respektive instrumenter og spiller absolut fremragende på dette nye album ”The Imaginary Direction of Time”, er det utrolig nok alligevel næsten keyboard/pianospilleren Andy Winter der løber med størstedelen af min opmærksomhed på den nye udgivelse. Med en virtuositet og teknik der tilnærmelsesvis nærmer sig en moderne version af Franz Liszt kombineret med Frédéric Chopins raffinerede klang, giver han ofte lige Winds’ kompositioner det sidste nyk op i de højere luftlag.

Et nummer som ”The Fireworks of Genesis” er HELT oppe og ringe på gåsehudsskalaen; en næsten kuldegysende sublim skæring, men også ”Theory of Relativity” og ”The Final End” har den helt rigtige kombination af Tidemanns neo-klassiske soli, Hellhammers afvekslende trommespil og Winters tangenttryllerier. Det eneste negative jeg kan finde at sige om ”The Imaginary Direction of Time” skulle lige være den umotiverede og pludselige skrigen i åbningsnummeret ”What is Beauty?” og så forsanger Lars Eric Si’s smukke, men måske i længden lidt vel monotone vokal, men det er immervæk indvendinger i småtingsafdelingen.

Hvis man satte metalbands op overfor værker indenfor den klassiske musik, ville et band som Rhapsody sikkert være at sammenligne med en barok concerto grosso af Vivaldi mens f.eks. Therion nok snarere ville være en pendant til en svulstig opera af Verdi eller Wagner. Winds ville set i dette perspektiv have mere til fælles med en intim kammermusikalsk strygekvartet af Haydn, hvilket de 4 medvirkende strygere fra The Oslo Philharmonic Orchestra på fornemste vis forstærker indtrykket af. Sjældent bliver metal så guddommeligt smukt, poetisk og sfærisk, som når Winds folder deres kollektive talent sig ud i fuldt flor på ”The Imaginary Direction of Time”, selvom der sikkert nok skal være dem der finder Winds’ musik for stillestående, kunstlet og prætentiøs. 

Jeg tvivler på at det egentlig ret enslydende udtryk Winds har haft kørende på både ”The Reflections of The I” og på dette nye album ville kunne bære et kommende 3. album uden at bandet introducerer nogle nye musikalske elementer i deres arsenal, men indtil det bliver aktuelt har Winds med ”The Imaginary Direction of Time” leveret et ganske fortryllende og næsten æterisk album der efter min mening fra et rent æstetisk synspunkt er blandt årets smukkeste albums sammen med Pain of Salvations akustiske ”12:5” udgivelse. Kompositorisk og udførelsesmæssig i topklasse! –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM