Nogen gange har man brug for at gemme sig for verden. Til sådanne tider er et par kvalitetshovedtelefoner og en plade som danske Windermeres debut med den misvisende titel ”The World Is Here” fremragende. Misvisende fordi pladen netop inviterer til at glemme verden for en stund.

Windermere spiller stemningsmættet shoegazer. En genre der havde sin første storhedstid i starthalvfemserne med bands som Slowdive og Ride, men som synes at opleve en renæssance i disse år, ikke mindst på grund af f.eks. Sigur Rós der tydeligvis henter inspiration derfra. Windermere er dog mere dystre end førnævnte og kan således også sammenlignes med f.eks. finske This Empty Flow.

Albummet består af otte sange båret frem af trommernes og bassens rolige puls, men med guitarens, skiftevis skrøbelige melodilinier og stramt kontrollerede lydflader, i centrum. Og sammen med guitaren, svæver vokalen, der ligger længere fremme i lydbilledet end det er kutyme i genren. Som i åbningsnummeret ”Trailer Park”, hvor bassen ligger dybt og ulmende, vokalen er lys og æterisk og den evigt rumklangspåvirkede guitar ligger som truslen om en orkan i det fjerne, en orkan der kan bryde løs når som helst, men som aldrig rigtig gør det. Eller som i ”Your Eyes Could Start A Fire” der starter tyst og sart, før der åbnes op for guitarstøjmuren der ligger stramt forankret af en effektiv baslinie. Selv når bandet larmer mest igennem forlader de dog aldrig deres latente glasagtige skrøbelighed.

Albummet holder generelt en høj standard, om end kompositionerne dog til tider kan føles som om de er skåret lidt for meget over samme læst, hvor kun den mere poppede og direkte ”Watch the Stars” skiller sig ud. Derudover er det heller ikke fordi albummet overflyder med originalitet, men ingen af de to kritikpunkter betyder det helt store når det hele er så fandens veludført.

Alting har dog en ende og når pladens spilletid på ca. 45 minutter er overstået trænger verden sig igen på, medmindre man da lige giver den et lyt mere. –dave