Selvom 80'erne er overstået for længst, er det langt fra uhørt at heavybands, hvis storhedstid ellers foregik i dette herlige årti, klarer sig ganske glimrende den dag i dag. Med Iron Maiden i spidsen som eksemplet over dem alle, er både Saxon, Judas Priest, Manowar, Megadeth og mange flere i live og sparkende mere eller mindre vildt omkring sig.
Indenfor hard rock'en ser det derimod temmelig sløjt ud. De fleste af de klassiske hard rock-acts, L.A.-baserede eller ej, er i dag fallerede skygger af sig selv, hvis minder om rock'n'roll-drømmen må sluges med lige dele hånlig afstandtagen fra nu-metal-generationens side og overbærende skuldertræk fra andre, der af den ene eller anden grund ikke fatter, at hard rock altså befinder sig på mindst en top 10 over de sejeste ting her på planeten Jorden.

Kun få havde vel for alvor plejet håbet om at høre et nyt Whitesnake-udspil igen. Ihvertfald har fans'ene ved selvsyn kunnet konstatere, at David Coverdale igennem de sidste snart 20 år ikke har formået at toppe sit bands legendariske "1987"-skive, hvilket han vel næppe heller havde regnet med selv .

Men bedst som man troede at Whitesnake var et navn, der så godt som hørte fortiden til, fik gode, gamle Coverdale guddødemig lige givet sit livsprojekt en saltvandsindsprøjtning, hvis lige jeg hverken kunne komme på før eller nu, og udgivet en bette plade med titlen "Good To Be Bad"...

Med sine 11 numre, hvoraf tre er ballader, er "Good To Be Bad" en klassisk Whitesnake-skive. Men om det så end skyldes line-up-ændringerne (jo, søreme!), den massive produktion eller bare 11 års opsparet energi og inspiration siden "Restless Heart" ('97), er vi ihvertfald indlagt til heftigt højpotente hard rock-hug fra start til slut i løbet af den lille times tid, "Good To Be Bad" varer. Reb Beach (Winger, ex-Dokken) og co-producer Doug Aldrich (ex-DIO, Hurricane, m.fl.) ligger suverænt i front med nærmest konstante spadestik, både i form af en massiv, trommehindetæskende betonvæg af rytmeguitar, men så sandelig også overlegent flabede heltesoloer, spillet som havde fænomenet aldrig været gået af mode nogensinde.

Og det er sigende for hele pladen. Der er ikke én vending på denne skive, man ikke har hørt i en eller anden afskygning før, men hele lortet er i dén grad blevet revitaliseret. Der er det hele: Orgelkeyboards, højt-til-loftet-omkvæd, blues'ede 70'er-riffs, sukkersøde ballader og tilmed ikke blot en yderst sikker, velskrålende David Coverdale, men endda Whitesnake-navnets muligvis bedste rytmegruppe nogensinde, nemlig den hidtil ukendte bassist Uriah Duffy samt trommeslager Chris Frazier, som tidligere har kollaboreret med førnævnte Doug Aldrich og selveste Steve Vai (der, som visse måske husker, selv lige var inde over Whitesnake på 1989's "Slip of the Tongue").
Denne nye overraskelse af en blæret besætning spiller altså som havde de før alle andre netop opfundet hele genren. Hvadenten vi snakker stålsatte riffangreb som "Call On Me", akkordvægge som titelnummeret, "Best Years" eller old school-bluesrock som "A Fool In Love" er det eksekveret med en sådan fræk charme og et overskud, hvis lige jeg heller ikke har kunnet komme på hverken i skrivende stund eller tidligere. Men skal "Good To Be Bad" sammenlignes med nogen anden plade, må det herfra blive Iron Maidens 2000-kongecomeback "Brave New World", da dette her mindst er et comeback af tilsvarende proportioner.

Blandt albummets topskæringer må jeg først og fremmest fremhæve powerballaden "All I Want All I Need", som ryger direkte i top 5 over undertegnedes fave-Whitesnake-numre. (Det er flere år siden, at en nyligt udgivet sang decideret har givet mig gåsehud!) Derudover er vi langt over gennemsnitsstandarden på den møgenergiske "Got What You Need" og på "Lay Down Your Love", som ganske vist minder påfaldende meget om Led Zeppelins "Black Dog", men som bæres hjem af ren og skær energi og tyngde. Afslutteren "'Till the End of Time", hvis Texas-blues'ede vers fornemt suppleres af det 80'er-melodiske omkvæds strygere og tremolo-antydninger, må bestemt også nævnes som mere end bare et interessant indslag. Men faktisk er der udelukkende gode sange på "Good To Be Bad". Selv den nær-overproducerede sirupsballade "Summer Rain", hvis afvekslende funktion mestendels udgør dens eksistensberettigelse, er sgu svær ikke at få godt og grundigt på hjernen mens tankerne henledes på solskin og nyforelskelse.

Det er ligeledes svært, for ikke at sige umuligt, at vippe en vaskeægte klassiker af pinden. Så nej, "1987"-skiven ligger stadig nummer 1. (Hvem havde forventet andet?) Men når det så er sagt, så har Coverdale og co. med "Good To Be Bad" langt om længe losset sig selv og hele hard rock'en smukt og stilsikkert ind i det nye årtusinde og genaktualiseret en genre, som for størstedelen af verdens vedkommende længe har været mere end bare skindød. "Good To Be Bad" kandiderer indtil videre helt alvorligt til comeback'ET i dette årti samt i det hele taget indenfor hard rock. -andreas

Halleluja!

Kom med kommentar i vores FORUM