waterdown - the files you have on me

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCC 25.03.03  Emo/Hardcore Victory/Nordic Metal Uwe Sabirowsky
 

En stærk emo scene er måske ikke lige det, Tyskland er mest kendt for i resten af Verden, men de har fostret Waterdown, som høstede en del fornuftig omtale for deres ”Never Kill the Boy on the First Date” i 2001. Så blev det til en tur i studiet i efteråret, og nu er de tilbage med en ny ombæring til folket.

Waterdowns største force er helt klart evnen til udtrække det bedste fra emoen og hardcoren for at smelte det sammen i en symbiose, der for alvor trumfer sig igennem, hvis man er til den lidt tungere emo som f.eks. Grade, Glassjaw, Finch og Boy Sets Fire. Endnu et stærkt element fra deres side er den afvekslende brug af to meget forskellige vokalister, hvor den ene benytter sig af harske, stemmebåndsstressende semi-skrig og den anden håndterer de hypermelodiske harmonier. Disse elementer gør, at Watedown til trods for genrens mange faldgrupper aldrig bliver snaskede eller for sødladne, da deres udtryk generelt er i en meget fornem balance. 

Jeg kan især godt lide, når de f.eks. først går til angreb med en aggressiv og næsten hadsk passage, der for alvor sætter gang i blodcirkulation, for uden varsel at slå over i et højtsvævende og lindrende omkvæd, som man efter et par gennemlytning helt sikkert vil gå og nynne for sig selv gennem de daglige gøremål et godt stykke frem i tiden. 

”Interrogation” giver virkelig kriller i maven, ”Xerox” er et koncentrat af fortvivlelse og ”A Fortress” er trods sit alvorlige tema ganske velegnet til fællessang – jo, de kommer skam vidt omkring. Den vigtigste force ved albummet er måske endda, at man derfor finder et nyt sæt favorit tracks ved hver gennemlytning.

Et lille surt opstød jeg lige må komme med, er at der sjældent gørers brug af begge vokalister oven i hinanden. Det kunne ellers have givet lidt mere guf i lydbilledet. Og så er visse af skæringerne lidt svære at komme ind i, genren taget i betragtning, og dette kan måske godt få visse til at skippe Waterdown for hurtigt.

Må indrømme, at jeg ikke fandt den sidste Glassjaw skive så saftig som debuten, og The Used har vist sig at blive træge i længden, så ”The Files…” er et yderst kærkomment bekendtskab. Ved ikke helt, om de bryder ind i den større menigheds bevidsthed i denne omgang, men det vil tiden vise. –guldmann





Kom med kommentar i vores FORUM