At et nyt Watain album afføder høje forventninger, må efterhånden ses som en selvfølge. Mange sværger stadig til deres isnende nyklassiker, ”Casus Luciferi”, som det ultimative værk. Selv er jeg tand mere begejstret for ”Sworn to the Dark”, der føjede en massivt dyster kraftfuldhed til lyden og på fornem vis inkorporerede et musikalsk slægtskab til Dissections ”Reinkaos”. Efter en lang række gennemlytninger af den i spænding ventede ”Lawless Darkness” står det dog klart, at dette er svenskernes absolut stærkeste manifestering.

Iørefaldende på ”Lawless Darkness” er inkorporeringen af elementer fra den helt gamle skole – både hidsige Bathory og Celtic Frost inspirerede passager, men ligeledes et stærkt touch af traditionel heavy metal. Med det alene kunne man foranlediges til at tro, at Watain var i frit fald mod knallert-rock stadiet. Reelt er det modsatte tilfældet, og bandet brænder igennem med endnu flere facetter end før. Står en konvention i vejen, udraderes den nådesløst – kan den bruges, opsluges den og anvendes på værkets præmisser.

Udtrykket er ikke påtrængende bombastisk som ”Sworn to the Dark”. I stedet gøres den majestætisk ophøjede black metal atmosfære yderligere unik ved en absolut nødvendig grad af klarsyn i navigeringen af de stærke kontraster. Tvivlere havde aldrig nået dette niveau, men Watain anno 2010 står som indbegrebet af berettiget selvsikkerhed, hvormed overgangene mellem de stærke kontraster falder som det mest naturlige, man kan forestille sig.

Nedtoningen af massiviteten gør det muligt for materialet at trække i flere retninger uden, at albummet splittes, endda selvom spilletiden på mere end 73 minutter kan virke afskrækkende. Watain er med andre ord ikke blevet ramt af samme syndrom som Metallica efter deres sorte album, hvor alt strækkes ud for at malke mediets fysiske restriktioner.

”Malfeitor”, ”Reaping Death” singlen og ”Total Funeral” hægter sig delvis på på gammelskole thrash og black metal bølgen. Sidstnævnte af de tre med mest udtalt og konstant aggressivitet og hårdest raspende vokal, men her såvel som resten af pladen igennem skabes et flow og yderligere højnet niveau med guitarleads, hvis blændende melodier blotter sjælen af ”Lawless Darkness” og alvoren bag. Det stopper dog aldrig disse numre fra at fremstå imponerende catchty inden for rammerne af Watains virke. Dissection inputtet kan siges at være mere diskret her, men absolut stadig at finde.

Selvom gejsten for flænsende aggressivitet aldrig egenhændigt tangerer det platte eller tegneserieagtige, får primitiviteten stadig rigelig modspil, som cirkulerer rundt i det paradoksalt nok velflydende kaos, albummet er. Watain dikterer deres egen lovsamling, som atmosfæren ekspanderes. Det instrumentale titelnummer magter snildt på egen hånd at flyde som dødbringende gift uden Erik Danielssons stemme. Relativt i forhold til genren er hans raspende røst tøjlet og selvsikker uden at forfalde til overgearede ekstremiteter. Dermed ikke sagt at vokalen giver en blid medfart, men den er fuldt ud på linje med resten af lydbilledets fokuserede turbulens.

Produktion er ganske enkelte optimal ved både at jonglere de lækre melodiske og fængende nuancer såvel som svimlende højder og den rene slagkraft. Intet går tabt, og der er et punch i lyden, som trænger igennem uden at buldre for hårdt, mens alle instrumenter får nuanceret berettigelse. Eksempelvis trommespillet er behersket, men kommer aldrig i nærheden af karakterløshed eller anonymitet i helheden.

Pagten forsegles med den over 14 minutter lange ”Waters of Ain”. Her er virkelig tale om kronen på værket – og muligvis Watains hidtil bedste enkeltstående komposition. De har endda Carl McCoy fra legendariske Fields of the Nephilim til at bidrage med vokal mod nummerets slutning. På papiret havde jeg svært ved at forestille mig parringen af hans stemme og Watain-lyden, men i praksis forløber det gnidningsløst. I sandhed episk og aldrig slækkende på intensiteten for hver af faserne, det skrider igennem, lige til den afsluttende solo, der brandmærker værket med flammende punktum.

Uanfægtelige Norma Evangelium Diaboli står for dobbelt-lp'en. Æstetikken ved deres moderate udgivelsesstrøm fordrer aldrig negativ omtale, men med ”Lawless Darkness” er rammerne for gennemførthed atter sprængt. Udover det fantastisk vellydende, detaljerige tryk af pladerne, er indpakning i en liga for sig. Yderste flap af coveret er udskåret, så motivet nedenunder delvis kommer til syne. Åbner man yderligere for de tre led, gemmer sig i midtersektionen et fastmonteret hæfte med lyrik og iøjnefaldende artwork. Selvsagt er der rigelig plads til de to lp'er og en gigantisk plakat på hele ni paneler. ”Sworn to the Dark” lp'en var en designmæssig kraftpræstation men stikkes her med flere længder.

Det virker ganske usandsynligt, at ”Lawless Darkness” skulle kunne berøves dets status som årets mest essentielle black metal udgivelse. Watain har begået et værk, som bør appellere ligeligt til specifikt genrefokuserede lyttere såvel som andre, der i almindelighed sætter pris på udsøgt musik leveret med glødende overbevisning. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM