Kongen af tissemands-rock, Blackie Lawless, er på banen atter igen, men denne gang er pikke-monsteret blevet sat under lås og slå, og der serveres i stedet et stort opsat metallisk epos omhandlende en forældreløs, misbrugt dreng opvokset på et fælt børnehjem. Han fremavler nogle telepatiske evner til at kontrollere og manipulere folk, og vores antihelt ender derefter som en demagogisk messias af en art, med paralleller at trække til såvel Hitler som Jesus. Ved ikke helt om jeg køber den, så bidraget fra den afsluttende del to vise med tiden, om konceptet holder vand hele vejen igennem.

Teatralsk er det helt sikkert, og Blackie trækker mestendels læsset hjem uden at brække halsen til trods for spøjse indslag som hammondorgel og en håndfuld nærmest psykedeliske inspirationer, der faktisk fungerer pænt tilfredsstillende. ”Sister Sadie (And the Black Habits)” lukkes og slukkes med et storladent kor, der sidder lige i øjet. Et fedt tiltag…men den madamme ville jeg bare nødigt selv møde ansigt til ansigt!

Vi må vente til det afsluttende kapitel for at få besvaret spørgsmålet ”Why am I Here”, og selvom affæren allerede nu virker en anelse langtrukken, så er jeg da klart hooked på at følge Blackie til den bitre ende i fortællingen denne gang. Ikke på højde med ”The Crimson Idol”, men bestemt heller ikke skidt”. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM