|
“Now you Know”…gør jeg? Næh, ikke rigtig, for britiske Walrus er godt nok en af de særeste størrelser, jeg længe har haft fat i. Og med ”sær” menes der her på ingen måde ”interessant. Trioen her prøver bare på alt for meget, og ryger stort set på røven over hele linien.
Rent musikalsk vil de både gerne være lidt groovy, rockede, funky og stenede. Et miskmask af nye Monster Magnet, lidt Red Hot Chili Peppers og måske noget Workhorse Movement er vist nogenlunde, hvad de prøver på at gennemføre. Frontmand Julian Gibsons vokal er bare røvkedelig og dræbende anonym, så han pynter bestemt heller ikke på kagen her. Det er desuden meget muligt, at albummet er produceret af Pete Brown, som bl.a. har drejet knapper for Sade og Dave Gilmour, men hvad hjælper det, når hans indsats her heller ikke bidrager med noget spændende. Ligegyldigt hvor højt jeg skruer op for albummet, virker lyden bare generelt tam, flad og kikset.
For virkelig at tvære salt ud i såret forsøger Walrus sig slutteligt med et image som politisk mindede og socialt bevidste, men det spolerer de sandelig også til fulde med en gennemført grim lyrik og nogle endnu grimmere illustrationer i bookletten til cd’en. De burde virkelig tage sig lidt sammen, så det hele ikke ender som en ren 3. rangs farce…
Et godt råd: bare undgå denne her karakterløse stinker for enhver pris. –guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|