Voodoo Glow Skulls kom ska-punk eksplosionen fra midten og slutningen af 90’erne i forkøbet ved allerede i ’93 at bryde lydmuren med ”Who is? This is?”, der skulle vise sig at blive lidt af en milepæl inden for genren gennem fusionen af en massiv blæsersektion, lynhurtigt tempo og heftig hardcore. To år senere red de videre på bølgen med ”Firme”, der med rette bragte de bebrillede gangsteres lyd ud til et endnu større publikum, da giganten Epitaph havde stået klar med en kontrakt på sidelinien, og VGS var ikke til at stoppe. ”Baile de los Locos” fra ’97 var ok, men allerede her kneb det seriøst med nye input, og efter endnu et par anonyme udskejelser fik VGS sparket, hvorefter Victory tog over.

Selvom jeg vitterligt elskede VGS, da de var i topform, gad jeg ikke engang tjekke forrige album, ”Steady as She Goes”, ud – og det var sgu nok meget klogt, for nu hvor jeg har fået stukket “Addición, Tradición, Revolutión” i hånden, er der ikke langt til tårer herfra. Sørgelig forspildelse i gårdsdagens succes går hånd i hånd med anonym sangskrivning fra start til slut, og selvom blæsersektionen trutter livligt løs, som var dommedag nær, er resultatet blot samme smag i munden, som når forældre-rock bands tager på sommerturné for at slå lidt ekstra mønt på dengang, de var hotte. Og nej, et Guns n’ Roses nummer med staccato rytme og lystige trut er IKKE et hit…

Synd og skam er det, at drengene ikke har prøvet at videreudvikle det, de havde engang. Gå gerne efter de to første skiver, men gå samtidig i en lang bue uden om “Addición, Tradición, Revolutión”, medmindre du virkelig er desperat. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM