Da Volbeat i 2005 debuterede med “The Strength/The Sound/The Songs” var det til begejstrede anmeldelser i både ind- og udland – inklusiv Clonemetal. Volbeat brød kort sagt igennem i en grad, som det kun er de færreste danske bands forundt. Der blev vundet priser, og deres liveoptrædender har givet dem ry som et liveact der kan måle sig med de bedste i branchen. Det udmøntede sig i en pris ved sidste år som bedste liveband ved Danish Metal Awards, og i skrivende stund er det netop blevet offentliggjort, at Volbeat er på plakaten ved dette års Wacken Open Air. Alt dette kommer ikke som nogen overraskelse for denne anmelder, der også skamroste deres debut. Derfor er forventningerne til efterfølgeren ”Rock The Rebel/Metal The Devil” også så meget større. Og til spørgsmålet om de bliver indfriet er svaret: ”HELL YEAHH!!”.

Faktisk er ”Rock The Rebel/Metal The Devil” flere længder bedr, end jeg overhovedet havde turdet håbe på. Jeg indrømmer, at Volbeat simpelt hen har revet tæppet væk under fødderne på mig, med dette uhyggeligt velproducerede, gennemkompetente og superfriske album. For en gangs skyld er jeg 100 % enig i den obligatoriske tiljubling der følger med promomaterialet ved en sådan udgivelse. Stilmæssigt er der tale om en videreførelse af frontmand og bandgrundlægger Michael Poulsens musikalske koncept for Volbeat. Det består af et legesygt miks af 50/60’er-rock, heavy metal og næsten rendyrket pop med pompøse syng-med omkvæd. Videreførelsen består først og fremmest i at Poulsens sangskrivning denne gang fremstår mere varieret og helstøbt. Rent vokalmæssigt er Michael Poulsen denne gang mere afbalanceret på Elvis/Hetfield barometret.

Det er der mange klare eksempler på her, men først skal nævnes ”The Garden’s Tale”, som er en meget melodiøs og, ja undskyld, fantastisk sang. Efter indledende vers af Poulsen og Johan Olsen (Magtens Korridorer) skiftes der til dobbelt tempo, og nummeret udvikler sig til en forrygende melodiøs punket duet, hvor Johan Olsens part i øvrigt er på dansk. Alle disse elementer er kogt ned på under 5 minutter, og stadig med en umiskendelig metallisk partyfeeling. Rent sangskrivningsmæssigt er den cocktail altså noget af en præstation. Det nummer ville egne sig fortrinligt som fodboldhymne!

Det er også måden sangene varierer på, der gør pladen så ualmindelig vellykket. I stedet for at fordele lige mængder metal og 60’er-indflydelse i hvert nummer som på debuten, så er de fleste af numrene her mere rendyrkede, og fremstår derfor mere varierede. Eksempelvis er åbneren ”The Human Instrument” – der i øvrigt har et virkeligt imponerende og ganske kompliceret riff som garanteret vil kunne gjorde Mastodon stolte – samt ”Mr. & Mrs. Ness”, ”You Or Them”, ”River Queen” og slutnummeret “Boa” alle numre der stil- og kvalitetsmæssigt, kunne have været med på den bedste opfølger til “Master Of Puppets”, som Metallica aldrig fik lavet.

På den anden side er sange som ”Sad Man’s Tongue”, ”Devil Or The Blue Cat’s Song”, ”Soulweeper #2” og ikke mindst psychobilly-metal numret ”A Moment Forever” mere rendyrket 60’er-agtige, (hvilket undertegnede i al beskedenhed efterlyste i anmeldelsen af den første plade, så nu ved med sikkerhed at Michael Poulsen også tjekker Clonemetal.dk :-)). De sange lyder som soundtracket til en 2007-biker-udgave af musicalfilmen ”Grease”. Desværre er der ikke denne gang et decideret covernummer som sidst, hvor Volbeat tog sig kærligt af Dusty Springfield-klassikeren ”I Only Wanna Be With You”. Men det opvejes dog noget af at ”Sad Man’s Tongue” i meget høj grad læner sig op ad ”Folsom Prison Blues”. Sangen der i årtier var Johnny Cash’ varemærke, som Michael Poulsen da også erkender en meget høj grad af inspiration til.

”Rock The Rebel/Metal The Devil” er et virkeligt helstøbt album. Og det fornemme er, at Volbeat uanset virkemidler involverer lytteren til maksimalt partystemning, hvilket sikkert også ligger til grund for bandets livekvaliteter. Også på den måde kan der drages en parallel til den eksalterede stemning i den klassiske 60’er-rock. Det er præcis dét, der er missionen for en så sammentømret enhed som Volbeat, selv om de også spiller med meget store og tunge blankpolerede metalnosser!. Allerede nu er jeg næsten sikker på at Volbeat kommer på min personlige top-10 for 2007. Men hvis dét ikke sker, så skal hverken jeg eller Volbeat være kede af det, da 2007 dermed vil vise sig at blive et usædvanligt fedt metalår! -simon

Kom med kommentar i vores FORUM