|
Så er der rock-og-rul-mig dømt party og smæk for skillingen. Michael Poulsen og resten af Volbeat excellerer i hårdtpumpet og iørefaldende Thrash med mere end bare et stænk af 60’er feeling. Og det er da helt forrygende, især på tracks som ”Soulweeper” der nærmest er en doo-wop sang, og ”Danny & Lucy (11 pm)” der lyder som en Bill Haley på speed, der tager en jammer med Metallica. At Volbeat er ægte entertainere med kærlighed til musikken skæres helt ud i pap med deres cover af Dusty Springfields ”I Only Wanna Be With You”. Så er den ged barberet!
”The Strength, The Sound, The Songs” byder på 15 lektioner i ROCK, hvor spilleglæden i den grad kommer ud over scenekanten, og minder en om, hvorfor musik egentlig er så fedt. Albummet er også en magtdemonstration. Det kommer dels til udtryk i sangskrivningen som generelt ligger på et højt niveau, og dels spiller Volbeat så tight og potent, at de ikke på noget tidspunkt går i tomgang. Dette hjælpes også godt på vej af den toplækre produktion.
Det er kort og godt svært at sige noget negativt om den her skive. Det skulle da lige være at Michael Poulsen ellers meget kompetente vokal, måske er inspireret lige lovligt meget af James Hetfield. Og som et konstruktivt forslag kunne jeg godt tænke mig at Volbeat næste gang vil hælde endnu mere over til 60’er-inspirationen, og nedtone Metallica-thrash elementet en smule. Men det er alt sammen et spørgsmål om balancegang og små detaljer, når det i den grad er lykkedes at lave et album med så bred appel og smittende humør. Volbeat er faktisk på vej til at udføre den meget svære bedrift at skabe deres helt egen niche, og bandet fortjener at have en stor fremtid for sig. -simon
Kom
med kommentar i vores FORUM
|