Hele 4 år skulle der åbenbart gå, inden veteranerne i Vital Remains fik flikket efterfølgeren til det sataniske succesalbum ”Dechristianize” sammen. Den nye udgivelse har i god tråd med markedsføringslovens regler om ’truth in advertising” fået den passende titel ”Icons of Evil”, og er blevet en næsten 70 minutter lang udmattende tour-de-force udi arkaisk death metal.

Også i denne omgang har den dynamiske Vital Remains duo bestående af Tony Lazaro og Dave Suzuki sikret sig deltagelsen af det tredje element i den ’ondskabens treenighed’ bandet introducerede på ”Dechristianize”, nemlig Glen Benton fra Deicide. Selvfølgelig er der derfor også denne gang flere stilistiske sammenligninger, man kan drage mellem Vital Remains og Deicide; først og fremmest har de to bands Bentons karakteristiske stemme og de antikristne tekster til fælles, men også kvaliteten af Dave Suzukis soli er sammenlignelig med den nyindtrådte virtuos Ralph Santollas prægtige præstation på Deicides forfriskende ”The Stench of Redemption” album. Forskellen er at hvor Deicide gerne eksekverer en halv snes numre på en lille halv time, bruger Vital Remains hellere end gerne den dobbelte mængde tid per komposition, hvilket passende leder frem til at tage fat i specielt 2 ankepunkter, jeg har set være fremført i kritikken af “Icons of Evil”: at det nye Vital Remains album minder for meget om en slags ”Dechristianize Part 2”, samt at numrene er for lange og reintroducerer de samme temaer om og om igen ad infinitum.

Så er det jeg spørger: Hvad er det lige man havde forventet? Vi snakker altså Vital Remains hér; et band der har finpudset fremgangsmåden med lange numre over snart en håndfuld semi-klassiske album; det er således ikke et fænomen der lige opstod på den forrige ”Dechristianize” udgivelse, bare fordi netop dét album qua Glen Bentons medvirken og kontrakten med Century Media blev bandets billet ud af den dybeste undergrund og ind i den mere kommercielt gangbare del af death metal scenen.

Ok, hvis man har et ’attention span’ på niveau med et hyperaktivt 5-årigt barn, skal man nok holde sig fra ”Icons of Evil” og i stedet anskaffe sig Psyopus’ nye album ”Our Puzzling Encounters Considered”; hér kan man få sin lyst mere end styret med ca. 200 forskellige angulære riffs i hvert enkelt ultrakort og tilnærmelsesvist strukturløse nummer. Vital Remains er et helt andet bæst; her bygges hver episke skæring op efter en kompositorisk velgennemprøvet, klassisk death metal formel, som bandet som sagt selv i udpræget har været med til at forædle gennem årerne, og hvis ikke Vital Remains skulle have lov til at benytte denne formel, hvem fanden skulle så? Der KUNNE såmænd godt med nogen sandhed argumenteres for at hvert nummer kunne barberes ned med et par minutter uden af det ville gøre det endelige resultat dårligere af den grund, men ville musikken i så fald være at betragte som ÆGTE Vital Remains? JEG synes det ikke...

Efter den obligatoriske intro fyres det 7½ minut lange titelnummer af med et indledende ’Where is your God now?!’ og overbeviser straks undertegnede om at Vital Remains stadig er så relevante og suveræne, som de mere eller mindre har været siden starten i slutningen af 80’erne. Den efterfølgende ”Scorned” indeholder nogle usandsynligt hurtige blastbeats og udstråler på samme tid en mørk, episk atmosfære, som passer som fod i hose til nummerets majestætiske små 9 minutter. Storslået!

På ”Reborn... The Upheaval of Nihility” optræder der for første gang på “Icons of Evil” noget lir på akustisk guitar fra Dave Suzukis hånd, som det sig hør og bør på ethvert Vital Remains album med respekt for sig selv, mens ”Shrapnel Embedded Flesh” starter frækt med at gå direkte i gang med en lynende solo for senere at introducere et tungt breakdown, der næsten ville være mere passende på et death-core album end på et old school album som ”Icons of Evil”. Albummets to højdepunkter er dog i mine ører ”Hammer Down the Nails” og ”In Infamy”; førstnævnte er vel udgivelsens mest direkte og ædende onde skæring, mens sidstnævnte brillerer med brugen af en gennemgående, melodisk guitarsignatur, som det er mig komplet umulig at få ud af hovedet igen.

Løjerne rundes af med en fed coverversion af et gammelt Yngwie Malmsteen nummer kaldet ”Disciples of Hell”; jeg er ikke bekendt med originalen, men Vital Remains har i hvert fald fået kompositionen til at fremstå som en af deres egne, og Suzukis leads lader ikke hr. Malmsteen noget tilbage hvad angår ferm fingerfærdighed.

Det mest imponerende ved ”Icons of Evil” er og bliver da også overordnet set Dave Suzukis guitarsoli; de hamrer alle uden undtagelse hovedet lige på syvtommersømmet, om man så må sige, og bag trommerne er manden jo heller ikke just tabt bag en vogn. Apropos trommerne, så har det i den grad hjulpet at få Erik Rutan involveret som producer, for modsat de tyndt lydende tønder der var det væsentlige produktionsmæssige problem på ”Dechristianize”, så lyder Suzukis percussive powerplay en hel del mere intenst og intimiderende på ”Icons of Evil”

Egentlig er konklusionen efter min mening ganske simpel; kunne man lide ”Dechristianize”, og den måde hvorpå Vital Remains som vingefanget på en albatros breder sine numre helt ud til deres yderste konsekvens, er ”Icons of Evil” et album man med vold og magt MÅ eje. Brød man sig derimod ikke om ”Dechristianize”, kan man derimod roligt glemme alt om ”Icons of Evil”. Selv tilhører jeg ubetinget førstnævnte kategori, og i et år der hidtil ikke har budt på en death metal udgivelse, der for alvor har fået undertegnede op af stolen, serverer Vital Remains genrens klassiske dyder med vanlig blasfemisk beskub. HAMMER DOWN THE NAILS! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM