visceral bleeding - transcend into ferocity
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 11.05.04 Death/Grind Neurotic/VME Ahrling/Eliason
 

Svenske Visceral Bleeding har tidligere udgivet albummet ”Remnants of Deprivation”, som jeg fra normalt pålidelige kilder har fået fortalt skulle være et aldeles glimrende debutalbum, men det var først da jeg noterede mig at Dennis Röndum, trommeslager i fede Spawn of Possession, stod for vokalen på bandets nye og 2. album ”Transcend Into Ferocity” at min tilskyndelse til at stifte bekendtskab med Visceral Bleeding pludselig blev mig meget magtpåliggende. 

Bandet nævner selv Suffocation og Monstrosity som inspirationskilder og det lyder i mine ører som et godt sammenligningsgrundlag. Tilføj lidt af Spawn of Possessions magi og du har pludselig en lille ½ times magtdemonstration udi tight, velspillet og møghamrende brutal death/grind.

Den musikalske fremgangsmåde Visceral Bleeding benytter sig af er måske ikke just uprøvet; masser af staccato rytmik, vilde soli, dybe growls og komplekst trommespil; men resultatet er sjældent hørt så overbevisende og gennemført som materialet på ”Transcend Into Ferocity”.

På ”Indulge in Self Mutilation” har Visceral Bleeding overraskende nok gang i en ko-klokke og lidt death´n´roll som krydderi til det ellers generelt komplekse og kompakte lydbillede, men ellers er det faktisk synd at fremhæve enkelte numre frem for andre, for alle 9 skæringer er tilnærmelsesvist på samme høje niveau. Eneste lille anke skulle da være at de enkelte numre efter endt lytning måske er lidt svære at differentiere fra hinanden, men mens det musikalske blodbad står på, er man glimrende underholdt med at dechifrere alle de lækre små detaljer og nuancer, man nådesløst får smidt i fjæset.

Måske er Visceral Bleeding lige knapt nok på niveau med Spawn of Possession, men det er besnærende tæt på, så synes du ligesom undertegnede at Spawn of Possessions album ”Cabinet” var blandt sidste års bedste death/grind udgivelser, behøver du ikke overveje i mange sekunder om du bør investere i ”Transcend Into Ferocity”. Visceral Bleeding er lyden af moderne teknisk velfunderet death metal og endnu et bevis på vort broderlands misundelsesværdige evne til at levere varen, som i dette tilfælde svarer til den musikalske death/grind ækvivalent til en voldsom Volvo i den øvre mellemklasse. Wrooom! - Byrial

 









Kom med kommentar i vores FORUM