Man kan med nogen ret hævde at Venom tilbage i 1981 udsendte musikhistoriens første regulære ekstremmetal album med klassikeren ”Welcome to Hell”; et album der sammen med den ligeså klassiske udgivelse ”Black Metal” fra 1982 var hårdere, hurtigere og mere beskidt og brutalt end noget man havde hørt før. I tilgift kom titlen på sidstnævnte album jo om ikke andet til at navngive en hel metallisk subgenre, selvom Venom ikke rent musikalsk har ret meget at gøre med det man forstår som black metal i dag. Det har sikkert mest været på det lyriske og attitudemæssige plan at Venom har inspireret den moderne black metal scene, for nøgternt set er Venom rent musikalsk vel snarere at betragte som et NWOBHM band taget til den yderste konsekvens ved hjælp af et skud primitiv energi taget fra britisk hardcore punk og tilført et nitteklædt tegneserie-satanisk image. 

Inkarnationen af Venom anno 2006 har dog kun ét originalt medlem tilbage, nemlig Cronos på bas og vokal. Både Mantas og Abbadon er ikke for nærværende en del af Venom, men sjovt nok lyder Venom på det nye album ”Metal Black” alligevel 100 % genkendelig efter blot få strofer af det indledende nummer ”Antechrist”; disse typiske og nødtørftigt sammensatte murbrokker af tung lyd og så selvfølgelig Cronos’ patenterede og knapt kontrollerede neandertal brøl afslører øjeblikkelig med al ønskelig tydelighed at det er gode gamle Venom man lytter til.

Venom har altid stået som eksponent for noget af det mest primitive og primale musik der findes, og det hævdvundne indtryk gør ”Metal Black” meget lidt for at fjerne, snarere tværtimod. Det er derfor også nemt at finde indvendinger imod ”Metal Black”; titlen på albummet er for plat og letkøbt, numrene er generelt for lange, der er for mange af dem og så er de alle sammen mere eller mindre skåret over den samme musikalske læst. Alligevel har jeg stadig en eller anden nostalgisk svaghed for Cronos & Co., og i små doser ER de fleste af skæringerne på ”Metal Black” altså ret underholdende på deres egen helt beskidte og primitive måde. I den forbindelse skal albummets produktion i øvrigt roses; ”Metal Black” lyder uendeligt meget bedre end de helt gamle albums lød, men alligevel har man formået at bevare den rumlende, skramlende og næsten karikerede lyd på en Spïnal Tap agtige måde, hvor det lyder som om alle knapperne i studiet har været drejet op på 11! 

Numre som den omtalte åbner ”Antechrist”, “Burn In Hell”, ”Regé Satanas” og ”Lucifer Rising” er sær dragende og vanedannende på deres egen endimensionale og repetitive facon, hvorimod en skæring som ”House Of Pain” falder helt igennem i Venoms ynkelige forsøg på et mere moderne metallisk udtryk, som de tydeligvis slet ikke magter. Så går det trods alt bedre når Venom holder sig til det de kan; at få noget fornuftigt ud af de absolut mest fundamentale og basale rytme- og riff-strukturer som på grotesk stenalder-primitive numre som ”Death & Dying”, ”Darkest Realm” og ”Assassin”. 

Om man kan kapere Venom anno 2006 afhænger vel af i hvor høj grad man er i kontakt med sin indre hulemand, for få bands repræsenterer musikalsk primitivisme mere udtalt end Venom. Desuagtet at ”Metal Black” er et højst ujævnt album som der kan indvendes mangt og meget imod, og desuagtet at Venom aldrig igen kommer så meget som bare i nærheden af at udøve så stor indflydelse på metalscene og dens udvikling som de gjorde i en kort periode i starten af 80’erne, synes jeg bestemt ”Metal Black” er det hidtil bedste Venom album siden gendannelsen for snart et del år siden. Stor kunst er det sandt for dyden ikke, men primitiv charme har Venom sgu altid haft. –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM