vehemence - helping the world to see
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 19.04.04 Death Metal Metal Blade/Target  Solares
 
Når et amerikansk death metal band prøver at begive sig ud i den melodiske death metals svære kunst, begynder alle advarselslamper automatisk at blinke uhæmmet på undertegnedes indre bullshit-detektor. Den svenske version af melo-death er såmænd ofte kvalmefremkaldende nok i sig selv, men når så amerikanerne prøver at kopiere eksempelvis In Flames´ i forvejen blodfattige udtryk, er farcen komplet. Et skrækeksemplet f.eks. kunne være det seneste Enforsaken udspil.

Dermed er vi så kommet til Vehemence, som netop er et amerikansk band der spiller melodisk death metal. Men surprise, surprise! Vehemence får det nemlig til at virke på deres nye og 2. Metal Blade album “Helping the World to See”, og det er der flere årsager til. For det første er Vehemence væsentligt mere afvekslende end langt hovedparten af deres kollegaer i genren, og for det andet glemmer bandet ikke at death metal ikke rigtig giver nogen mening uden et vist mål af brutalitet og tyngde, selvom det melodiske element holdes i uforholdsmæssig høj kurs. 

De første par gennemlytninger sagde “Helping the World to See” mig ikke det helt store; numrene lød ret ens og lidt ordinære; men ved gentagne afspilninger begyndte de enkelte numre at træde i karakter og antage en mere selvstændig identitet.

Nummeret ”To the Taste” er en kort, men heftig og catchy sag, mens ”You Don´t Have To Be Afraid Anymore” nærmest starter som melankolsk doom/death akkompagneret af diskret pianospil inden tempoet atter sættes i vejret. Vehemence har også fundet plads til en lækker instrumental skæring ”Alone in Your Presence”, mens albummets bedste nummer ”Spirit of the Soldier” til tider lyder helt semi-progressivt med dets ret tekniske rytmiske opbygning. Det afsluttende ekstranummer ”Her Beautiful Eyes” er albummets tungeste og minder mig i udtryk lidt om mægtige Bolt Throwers old school death metal. Som det gerne skulle være fremgået, forstår Vehemence at krydre det melodiske med tilpas mange andre afvekslende indslag, så man ikke mister interessen. 

Derudover er Wes Benscoters morbide cover-artwork i vanlig let genkendelig stil, og produktionen på “Helping the World to See” er også blevet rigtig vellykket. Det er med andre ord en god samlet pakke, Vehemence leverer på det nye album. 

For fans af melodisk death metal der som undertegnede synes at bands som In Flames og Soilwork på deres sidste mange album er blevet mere og mere udvandede i deres udtryk, burde “Helping the World to See” være et interessant alternativ at tjekke ud. Vehemence nye udgivelse repræsenterer et overraskende godt bud på et afvekslende og moderne melodisk death metal album, der ikke bare lyder som endnu en identitetsløs overproduktion. –byrial









Kom med kommentar i vores FORUM