”A New Hope” opsummeret med ét ord? Skrækkelig!

At bruge kostbar tid på tidsspilde har sjældent været mere kløgtigt end at pisse i modvind, men selvom det ene ord i sig selv er fuldt ud dækkende som etiket for, hvad Vanna roder med, må der alligevel kobles yderligere forklaring på for at skære afskrækkelsen ud i pap. Men kort bliver det, så alle parter hurtigst mulig kan komme videre i tilværelsen.

For en håndfuld år siden væltede det frem med dårlige undskyldninger for hardcore, der i et miskmask af uopfindsomme chugga-chugga riffs og melodiske omkvæd samt det næsten universelt forhadte spæneri frem og tilbage mellem kvække-vokal og tåkrummende skønsang gjorde alt andet end heldigt væsen af sig. Den forvredne sammensathed, der vistnok skulle forestille at imitere det uforudsigelige, viste lynhurtigt sine åbenlyse begrænsninger. Et fænomen så hastigt udpint burde vel egentlig allerede være afgået ved døden, men de sidste krampetrækninger mangler åbenbart at ebbe ud, og her kommer Vanna ind i billedet.

De følger formularen ganske nøje, hvor hastigt forældet den end fremstår. Man undres over, at bandet befinder sig på Epitaph i 2009 og ikke på Victory Records for 5-6 år tilbage, hvor de kunne have hygget sig fantastisk i selskab med Atreyu og Silverstein. Små 45 minutter varer ”A New Hope”, men ikke et eneste af de 12 numre står ud fra mængden. Det i sig selv er vel også en slags bedrift. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM