|
Sandelig om det ikke er længe siden, at man har kunnet se ordentlige metalvideoer nogetsteds i fjerneren på disse breddegrader. Siden det europæiske MTV lukkede Headbanger’s Ball ned for efterhånden en del år siden, har de ikke just profileret på metalfronten, men seerne er i stedet blevet spist af med programmer som Superock, der byder på et ”appetitvækkende” sammensurium af indie, røvballerock og britpop. Kan man tage MTV2 er der til gengæld nu-metal stort set døgnet rundt…wheee…det er jo lige til at græde over, men fandeme ikke af glæde.
Men så er det jo så heldigt, at der nu om dage faktisk kommer en del fornuftige DVD’er med metalvideoer på gaden, og lykken har tilsmilet mig, så jeg nu sidder og fedter med en af slagsen fra Relapse. Folk der kender mig ved også, at lige præcis Relapse er noget jeg længe har været begejstret for pga. deres uovertrufne evne til at samle alskens ekstrem metal under deres vinger uden alt for mange fejlslagne signinger gennem årene. Faktisk er min glæde ved Relapse til tider så stor, at visse personer finder det direkte belastende at stå model til min prædiken, men dem om det – thi de stakkels sjæle aner jo ikke, hvad de går glip af.
Den fine, lille skive har en samlet spilletid på ca. en times tid, hvor der er proppet et godt, bredt spektrum af metallens goder ind. High on Fire åbner ballet med den yderst catchy ”Hung, Drawn and Quartered”, men ellers er der også blevet plads til et par eksponenter af den maniske og psykotiske metal/hardcore kobling, som Uphill Battle og The Dillinger Escape Plan. Af onde klassikere er der Brutal Truths ”Dead Smart” og et fedt Unsane track – men heldigvis ikke den overeksponerede ”Scrape” video, for man har klogelig valgt ”Sick”, som færre nok har set.
Billedsiden til de enkeltstående tracks fejler generelt ikke det store, men i længden bliver det en anelse tørt, da næsten alle videoerne er bygget op omkring live- eller studieoptrædener blandet op med en smule billedkollager af svingende kvalitet. Benümbs ”Breathing Life into Predestined Failure” er dog ikke noget, der forsvinder fra nethinden lige med det samme, medmindre man altså føler at hård og brutal politivold er ren børnetime. Og når Blood Duster giver den gas som et wigger nu-metal band i joggingsæt, er jeg flad af grin hver gang, da det i allerhøjeste grad leder tankerne hen på Korns debutvideo til ”Blind”, som mere eller mindre startede den grimme og gyselige Adidas bølge, der hærgede for et par år tilbage.
Kan man leve med de enkelte ufuldkommenheder, som ”Recollection” desværre også byder på udover det velsmagende kræmmerhus med metalliske bolcher, er den sådan set slet ikke noget dårligt valg til når tømmermændene skal holdes i bero søndag formiddag, eller sågar aftenen inden hvis man er i det rette selskab. Sten gerne til de to både energiske og hypnotiserende optrædener fra Neurosis, når Verden går dig imod.
Relapse, fordi du fortjener det. -guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|