v/a : nordic metal - tribute to euronymous
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 09.02.04 Black Metal Karmageddon/Target  --
 

Denne udgivelse ”Nordic Metal - A Tribute to Euronymous” har opnået kultstatus i det sortmetalliske miljø, og visse veldokumenterede ’uheldige omstændigheder” der blandt andet indebar et par og tyve knivstik er skyld i undertitlen ”A Tribute to Euronymous”. Oprindelig var tanken nemlig, at udgivelsen ’bare’ skulle være en kompilation med titlen ”Nordic Metal”, hvor de forskellige numre var nøje udvalgt af henholdsvis Euronymous selv i sin egenskab af boss bag Deathlike Silence Productions og så af Paul ’Typhon’ Thind, manden bag det amerikanske undergrundsselskab Necropolis Records. Albummet var tiltænkt udgivelse på det amerikanske marked gennem Necropolis Records som en slags introduktion til den skandinaviske black metal scenes førende bands, og kunne så vidt jeg husker kun fås i Europa som en sværttilgængelig import-titel, så en genudgivelse synes på sin plads. 

Albummet starter koldt og kontant med ”De Profundis Mors Vas Consumet” af Abruptum, hvis torturerede blanding af funeral doom, ambient og nekrotisk black metal skaber den helt rigtige stemning af gravskænd, kirkeafbrænding og andre skumle natlige aktiviteter. Spooky.

Mayhem selv bidrager med en ældgammel version af ”Freezing Moon” med Dead på vokal og en nyere indspilning af mit personlige Mayhem favoritnummer ”Pagan Fears” med Maniac i front. Det er i øvrigt sjovt at høre, hvor utrolig meget Hellhammer har forbedret sig i tiden der er gået imellem indspilningen af førstnævnte og sidstnævnte skæring, men begge numre er faktisk mere end interessante nok at have som alternativer til versionerne på ”De Mysteriis Dom Sathanas” med Attila ved mikrofonen. 

Dissection og Emperor leverer hver 2 sjældne numre, mens Marduk, Ophtalamia og Enslaved holder sig til bidrag der allerede har været af finde på de respektive bands regulære udgivelser. 

For mit vedkommende er perlen af dem alle dog Thorns ”Ærie Descends” fra det legendariske ”Trøndertun” demobånd. Manden bag Thorns, Snorre W. Ruch, er i mine ører en af Skandinaviens mest spændende musikere/komponister hvad angår ekstrem metal, og det er da også nemt at høre på dette gamle men geniale nummer, hvor bands som f.eks. Fleurety, Ved Buens Ende og Arcturus har hentet megen af deres inspiration.

Apropos Arcturus, så medvirker kongerne over dem alle med en version af ”Rodt og Svart” oprindeligt fra ”Constellation” mini-albummet der udkom før bandets debutalbum ”Aspera Hiems Symfonia”, hvorpå nummeret såmænd også findes om end i en anden og mere poleret udgave.

To ting ved ”Nordic Metal - A Tribute to Euronymous” trækker dog lidt ned i det samlede regnskab. For det første medvirker Mysticum med 2 numre der med deres brug af forfærdelige computertrommer i mine ører ikke er værdig til at være med blandt disse black metal koryfæer, og det samme gælder Mortiis´ malplaceret outro, der havde gjort sig bedre på et album med ambient til hobitter. På den konto ryger der lige et C af karakter, men ellers er ”Nordic Metal - A Tribute to Euronymous” hvad angår black metal opsamlinger noget nær et must, og den underholdende booklet er tilmed spækket med fede billeder og rabiate udtalelser fra de medvirkende. Nuvel, lydkvaliteten på mange af de gamle sjældne numre er ganske forfærdelig for nu at sige det mildt, men det er jo også black metal af den gamle skole vi taler om og ikke moderne, højglanspoleret ekstremmetal, så det gør mig egentligt intet, snarere tværtimod.

Normalt er compilations cirka ligeså velkomne i Casa Byrial som Jehovas Vidner, men med tanke på albummets kultstatus, opbud af ellers svært opdrivelige skæringer og gennemførte æstetik, kan ”Nordic Metal - A Tribute to Euronymous” sagtens anbefales til alle der vil ære Euronymous´ minde og samtidig stikke sit øre godt og grundigt ned i den sorte norsk/svenske muld, fra hvilken black metal genre har sit udspring. I øvrig virker albummet også upåklageligt som underlægningsmusik næste gang føromtalte Jehovas Vidner skulle være så uforsigtige at ringe på netop din dør. Herefter vil de med sikkerhed aldrig genere dig igen… -byrial









Kom med kommentar i vores FORUM