Siden Fat Wreck og Epitaph for efterhånden en hel del år siden begyndte at spytte serier af lavpris opsamlinger ud med diverse punkbands, og dette endte som en yderst populær måde at stifte bekendtskab med nye navne på inden for stilen, har adskillige andre taget idéen til sig. Denne gang er turen kommet til SideOneDummy, som har slået sig sammen med Atticus Clothing for anden gang. Men vent lige lidt – et tøjfirma der har fingrene i punkmusik? Engang var der da stadig en smule oprør i punken mod den materialistiske forbrugskultur, men sådan skal det åbenbart ikke være længere…

Der diskes op med hele 26 navne og stilen er som sagt primært punk, dog i den mere poppede ende af skalaen. For en afvekslings skyld er der dog også smidt en god sjat emo og hardcore oven i hatten, hvilket jeg bestemt ikke har nogle indsigelser imod. Hele elleve af numrene er eksklusive for denne opsamling, eller svære at opdrive, og det drejer sig bl.a. om udskejelser med Finch, Dropkick Murphys, Lagwagon og mine gamle, højtskattede helte Down By Law. Sjovt nok er der også et nummer med Blink 182, og hvorfor mon det? Jo, det har såmænd nok lidt at gøre med, at de ejer Atticus.

Af hovedattraktioner bør især nævnes Dillinger Four og deres helt specielle helium-punk samt The Suicide Machines, der som sædvanlig giver den max gas og samtidig indbyder til fællessang. Further Seems Forever bruger emo-skovlen til at grave dybt i hjertet og Rise Against er det melodiske hardcore soundtrack til ungdomsoprøret.

At sidde med denne lille aluminiumsskive i hænderne gør mig helt nostalgisk, da det minder mig om de dage før internettets mere voldsomme udbredelse, hvor man altid så frem til nye compilations med masser af frisk punkrock og melodycore, der kunne berige tilværelsen. Udviklingen har dog været således, at man jo i dag kan gå ind og hente smagsprøver på nye albums hos ethvert label med respekt for sig selv, og derfor er denne type af udgivelser, der fungerer som en præsentationsrunde måske også blevet lidt overflødiggjort.

Ud af de 26 navne var der kun fire jeg ikke kendte i forvejen, og derfor fik jeg ikke de helt store åbenbaringer denne gang. Men hvis man føler, at man er på det stadie, hvor pop-punken og mange af dens subgenrer er en stor, uoverskuelig pærevælling, så er dette næppe et helt skidt sted at slå til for at få lidt mere indsigt. Og de fleste tracks på ”Dragging the Lake II” er sådan set af en ganske udmærket kvalitet, jeg savner bare noget mere exceptionelt for at kunne lange en højere karakter over disken. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM