|
Som et klart vidnesbyrd om den danske metalscenes potens blev Urkraft for lidt over et år siden signet til Earache, som i metalliske kredse er lidt af en institution med bands som Morbid Angel, Napalm Death og The Haunted på den historiske samvittighed.
Urkraft udgav sidst et album i 2004 på det lille Cartel Media selskab, et album som fik en vis international bevågenhed og som i sidste ende sikrede Urkraft aftalen med Earache Records.
Urkraft har et meget tidstypisk dansk præg over den Death/Tharsh Metal stil som bandet bedriver med den hotte producer Tue Madsen som en understøttende faktor. Udtrykket er tungt og aggressivt med en god melodisk runding, lydbilledet er tilsat nogle massive klangflade af keyboardet som i høj sætter den dunkle stemning på plads med en storladent profil i retning af den vi kender fra den moderne Black Metal lyd. Søger man referencer indenfor det danske spektre, så mixer Urkraft aldeles effektivt elementer fra navne som Hatesphere og Illdisposed til et dynamisk og fængende resultat.
Titelnummeret "The Inhuman Aberration" er efterhånden længe været tilgængeligt online som mp3 fil, og skal jeg pege på det stykke dansk metal som har fænget mig mest det sidste år, så er det ubetinget netop det nummer. Nummeret er mesterligt skuret sammen med en melodisk kvalitet som man ellers skal til Sverige for at finde, "The Inhuman Aberration" vil uden tvivl blive et varemærke for Urkraft på lige fod med det "Davidian" er for Machine Head eller "Moonshield" er for In Flames.
Urkraft åbner albummet med den heftige "Too Strong For The Strongest Lord" hvor bandet viser sig fra deres mest hårdtslående side med en nådesløst aggressiv rytmesektion tilsat flænsende guitarspil. Nummeret bæres frem af et effektivt brusende groove, som klart løfter skæringen op blandt højdepunkterne på albummet. Nævnes skal også "Come No Tomorrow" som skiller sig ud med et effektivt bidrag fra et kuldespredende piano, som perfekt understøtter bandets højtravende musikalske visioner. Udover det allerede nævnte titelnummer så fungerer "Liberation" også fantastisk godt melodisk og her er det især forsanger Thomas Pedersen som træder i karakter med en hæs kant på vokalen.
Alt i alt er det egentligt svært at finde ret meget at kritiserer Urkraft for med "The Inhuman Aberration" i hænderne, håndværket er bund solidt og professionelt hele vejen igennem. Akilleshælen på albummet bliver i det sidste ende at dele af albummet flyder lidt sammen, dele af materialet mangler simpelthen den sidste selvstændighed. Når det er sagt så er det også klart at Urkraft på de ovennævnte tracks viser et nærmest skræmmende stort melodisk potentiale, som jeg bestemt mener bandet bør dyrker yderligere i fremtiden. "The Inhuman Aberration" er den danske metal scenes stærkeste kort på markedet indtil videre i år -and
Kom
med kommentar i vores FORUM
|