Ifølge legenden om Sisyfos var det dennes helt egen “uphill battle” til al evighed at skubbe en kolossal sten op af et bjerg for blot at se selv samme sten rulle tilbage igen når toppen var nået.

Relapse bandet Uphill Battle synes i gang med et lignende projekt, nemlig at mosle sig den tunge, hårdtarbejdende vej til toppen af denne verdens metalhierarki på den hårde og beskidte måde.
Modsat Sisyfos synes Uphill Battle dog at elske selve sliddet, selve kampen imod et mål der i besnærende grad kommer stadigt tættere og tættere på. I hvert fald hvis bandets 2. og helt sublime nye album ”Wreck of Nerves” er nogen indikation. 

Allerede på det selvtitulerede debutalbum forstod man hvad altid kvalitetsbevidste Relapse Records så af potentiale i Uphill Battle, selvom netop dette album trods alt stadig manglede den sidste snert af selvstændighed og præcist defineret identitet. Ligeledes synes jeg produktionen på debuten var en smule for diskant, hvislende og tynd, uden at det dog ødelagde indtrykket af et talentfuldt band.

På ”Wreck of Nerves” har Uphill Battle taget et syvmileskridt frem på snart sagt alle områder i forhold til den ellers lovende debut. For det første er “Wreck of Nerves” indspillet af Martin Ayala, mixet af Matt Bayles og masteret af Scott Hull, altså et veritabel allstar producerteam, og det har da også resulteret i det fyldige, tunge og samtidigt veldefinerede lydbillede, som debuten i nogen grad manglede. Især den nu hørbare bas er et klart plus på kontoen og giver albummet det sidste punch, så musikken kommer helt ud over kanten. Og angående musikken, så har Uphill virkelig skruet bissen på og udfordret sig selv med et sublimt resultat til følge.

Lad det være sagt at der absolut INGEN fyldnumre endsige så meget som bare et halvdårligt nummer er at finde på dette nye album; alle 11 numre på ”Wreck of Nerves” ville som titlen lidt antyder sikkert reducere den almindelige fan af populærmusik til et lallende nervevrag ved blot få minutters eksponering til Uphill Battles auditive version af moderat fysisk pres. Alligevel er der et par skæringer der skiller sig ud som noget helt specielt. 

På nummeret med den meget passende titel ”Tear Everything Down” kværner Uphill Battle al modstand effektivt ned, og det gør de vel at mærke uden at miste den underlæggende struktur og røde tråd i de brutale løjer. Et andet sublimt eksempel på dette er titelnummeret, mens ”Breaking Down” med sit lidt mere moderate tempo og på én gang luftige og tekniske tromme og guitarspil bringer mindelser om geniale Mastodon frem. Helt uimodståelig er dog den afsluttende ”Conceptual Frame”, hvor Uphill Battle pludselig inkorporerer udflydende post hardcore elementer á la Isis eller Tarantula Hawk i deres ellers hårdtslående musikalske cocktail. Også dét mestrer bandet tydeligvis, og resultatet er albummets mest afvekslende og spændende nummer, som man kan håbe på peger frem imod Uphill Battles fremtidige musikalske udskejelser. 

Jeg vægrer mig ved at kalde Uphill Battles musik for metalcore, for jeg vil så nødig have dem blandet sammen med den endeløse horde af generiske og fuldstændigt enslydende og ligegyldige metalcore bands som i disse dage nærmest synes at skylle ind over scenen i en sand syndflod af banaliteter, men reelt set er Uphill Battles musik jo faktisk en teknisk velfunderet optimal blanding af metal, hardcore og en tilpas knivspids grindcore. Uphill Battle passer med andre ord perfekt i Relapse Records´ portefølje af bands, samtidig med at Uphill Battle på ”Wreck of Nerves” fremstår som en helt personlig musikalsk entitet med klare ideer om hvad man kan og vil.

Hvis Uphill Battle ufortrødent fortsætter med at grinde, groove, tonse og kæmpe sig opad imod toppen af den metalliske hakkeorden og måske tilmed kan udvikle sig ligeså meget fra nu af og frem imod næste studiealbum som tilfældet var fra debuten og til ”Wreck of Nerves”, kan Uphill Battle meget vel kreere det endegyldige metalliske mesterværk næste gang. Uphill Battle er med ”Wreck of Nerves” i hvert fald allerede besnærende tæt på!

Konkurrence er godt og skærper evnerne, og hvis jeg var Mastodon, Neurosis og Nile ville jeg ikke sætte mig for behageligt tilbage i førersædet hos Relapse Records. Med ”Wreck of Nerves” viser Uphill Battle, at de modsat Sisyfos ikke har tænkt sig at lade nogen eller noget komme i vejen for at opnå deres erklærede mål. Indtil videre repræsenterer ”Wreck of Nerves” for mit vedkommende årets album. Behøver jeg fortælle, hvad dit næste albumindkøb bør være? –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM