Ærlig og redelig hardcore med ben i næsen og nul slinger i valsen. Så præcist og kortfattet kan indtrykket af det nyeste output fra Until the End sagtens opsummeres, da det sydlige Floridas mest stædigt stræbende straightedge brigade, Until the End, nu efter fire års hårdt arbejde tilsyneladende har fået optimeret deres udtryk så meget, at de tilsyneladende med den ene hånd på ryggen formår at pumpe læssevis af mosh-venlige slagere op til overfladen, dog uden nogensinde hverken at skride i svinget eller afvige fra de hellige hardcore-forskrifter. Problematikken med denne ellers så hæderlige indsats bliver hurtigt, som altid, at albummet risikerer at floppe og flyde som dødvægt i den endeløse strøm af lignende udgivelser, men den risiko må John Wylie og resten af slænget altså vælge at vælge at bære på deres skuldre, når de nu har valgt at satse så fandens sikkert.

De fleste numre eksekveres ellers med ubøjelig charme, sådan i samme stil som Hatebreed eller et lidt tungere Where Fear and Weapons Meet, og her klager jeg bestemt ikke. James McHugh, deres nye mand ved frontlinien bag mikrofonen, er skolet i den klassiske bølle-stil, så glem alt om døds- grynt eller hjerteløst skrigeri, men bitter er han nu så afgjort. Er du allerede hooked på den smalle stis hardcore, ved du nok også med dig selv, om du kan klare endnu et album i rækken i lige præcis den dur. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM