Spotter man et blodigt, men stadig stilet pladecover, og det ikke er Dwarves’ anstødelighedsoverflod ”Blood, Guts & Pussy”, så kan det jo næsten kun tænkes at være et Unsane album, overhældt med litervis af friskt blod fra et af de lokale slagtehuse i hjembyen New York. Og er det et Unsane album, smækker du det selvfølge straks på og stormer direkte mod den bremseblokerede, hvinende lastvogn, der pløjer sig ud af højttalerne, direkte over mod dig.

Oprindeligt fra ’98, men af en eller anden årsag nu genudgivet af Relapse. Jeg vidste egentlig ikke engang, at det havde været ude af tryk, og der er vist ikke nogle ændringer foretaget i forhold til originalen, men ”Occupational Hazard” er stadig en forbandet relevant affære, hvis man ikke bare vil spises af med hvad som helst, selvom det skal være råt og simpelt. Dog ikke så ubehageligt støjende (altså på den F E D E S T tænkelige måde) som de tidligste albums fra Chris Spencer & følge, men stadig en god, masserende knippelsuppe for hele organismen på alle leder og kanter.

Fyrre minutter alene i selskab med Michael Douglas’ D-Fens karakter fra ”Falling Down” eller den stakkels, forbitrede postarbejder, der bare har fået nok, er hvad Unsane handler om. Lyden af en dårlig dag. En rigtig, rigtig dårlig dag hvor ingen skal komme dig på tværs, og nerverne virkelig sidder helt uden på huden. Helt basalt…og alligevel uden de vanlige faldgruber og klichéer inden for den ”farlige” rock, der fordærver ungdommen. Bare godt med skrald på.

Vi har sikkert alle hørt Harry Callahan sige det utallige gange; ”you’ve got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well do ya…punk?”…den ultimative slutspilskommentar, så her til sidst må det også være helt i sin rette orden at spørge, om du dig frisk nok til at tackle Unsane?

Nå…gør du det, eller hva’? - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM