Kan du huske scenen i ”Sin City”, hvor Dwight McCarthy er ved at drukne i de klæbrige tjæresumpe i udkanten af byen, men bliver reddet i sidste øjeblik? Prøv så at sætte dig i McCarthy’s sted – omkring dig er alt mørkt og du ved, at hvis du åbner øjnene, munden eller prøver at trække vejret vil pågældende åbning i din krop blive fyldt med en tyktlfydende materie, der klæber den sammen for evigt – men ingen kommer dig til undsætning. Du får momentvis kæmpet dig op til overfladen og gisper efter luft, inden du bliver trukket ned i mørket igen.. Du har nu meget godt fast i den følelse, der skyller ind over lytteren under en gennemlytning af Unearthly Trance’s nye album og det er (næsten) absolut positivt ment!

”Trident” betyder trefork og Unearthly Trance’s musik besidder da også en dybtliggende djævelsk vibe, der nok skal få nakkehårene til at rejse sig på lyttere verden over. Samtidig er der også en mere påfaldende symbolik i pladens titel, da dette er deres tredje album og deres første på hvad der nok beskrives som den ekstreme musikscenes absolutte sværvægter, Relapse Records. Netop Relapse har efter undertegnedes mening altid haft et nærmest unaturligt talent for at finde nye, spændende navne og for at sætte trends på metalscenen frem for blot at følge dem. Og Unearthly Trance er ingen undtagelse. Bandets musikstil ligger milevidt fra hvad jeg tidligere har hørt fra Relapse – her er ingen døds-, grind- eller hardcoreelementer – men der er ingen tvivl om at de passer som hånd i handske på deres nye label. Slæbende, feedback-tung doom, beskidt sludge og hvad der vel nærmest kun kan beskrives som oldschool black-elementer er de tre pigge på Unearthly Trance’s musikalske trefork og derfor kan den relativt høje karakter måske overraske nogen, da ingen af de nævnte genrer rigtigt har tiltalt mig før. Men i dette tilfælde er kombinationen noget nær så perfekt som den kan blive efter min mening og jeg føler mig i den grad draget af det ondskabsfulde udtryk der hviler som et tykt tæppe over hele ”The Trident”.

Set med voldsomt ærlige øjne, er ingen i Unearthly Trance nævneværdigt dygtige musikere; bassen er så godt som uhørbar, trommerne løst spillede og ganske simple og man kan med lidt god vilje høre guitarens strenge slæbe sig hen af studiets gulv, så dybt stemmer de ned. Selve riffene er også enormt enkle og kunne vel praktisk talt have været spillet af enhver ung knøs med et par måneders øvelse. Til gengæld ligger bandets virkelige genialitet i den effekt musikken har; støjen, dissonansen og de nærmest uendelige, langtrukne instrumentalstykker påvirker lytteren i sådan grad, at man nærmest opnår en, jah.. trance-lignende tilstand, inden helvede bryder løs i form af førnævnte black-stykker, der river og flår. Tjek blot pladens suveræne midtersektion – den i starten mere afdæmpede, nærmest æteriske ”Sacrlet” bryder halvvejs ud i et enormt langsomt og larmende drone-stykke og som lytter ser man minutterne passere uden nogen nævneværdig udvikling og man tager sig selv i at tænke at dette dog er det argeste lort man kan udsætte sine ører for – inden efterfølgende track ”Wake Up And Smell Corpses” meget passende ”vækker” lytteren fra den komatose tilstand med et voldsomt up-tempo black-stykke, der ligeledes udstiller mainman Ryan Lipynsky’s harkse vokal, der efter min mening må være noget af det fedeste jeg længe har hørt! Manden lyder simpelthen som en personificering af Satan, vekslende mellem rå whiskey-stemme og hæs, spyttende black-vokal, der i den grad understreger hvilket ondskabsfulde territorier vi befinder os i her. For det mest suveræne display af mandens evner, tjek da åbningsnummeret og den af Relapse første offentligtgjorte mp3 ”Permanent Ice” og kom ikke og fortæl mig at du ikke følte de små prikker, der langsomt krøb henover din hud. 

Grunden til, at jeg desværre ikke kan give UT mere, på trods af mit ganske positive indtryk er, at bandet lidt for ofte kaster sig ud i føromtalte ørkenvandrings-stykker, der i den grad giver lytteren lyst til at kyle cd’en af helvede til og sætte noget på med mere gang i. Fans af lige præcis denne subgenre af metalmusik vil dog helt sikkert tage ”The Trident” til sig og nogen vil enddog hylde den som et mesterværk. Selv mener jeg, at Relapse har udsendt bedre plader indenfor de sidste par år (Pig Destroyer, DEP og Burst) og disses standard taget i betragtning ryger UT således lidt bagud i kapløbet. Men mit indtryk er som sagt positivt og jeg vil glæde mig til at udforske bandets bagkatalog, ligesom jeg vil anbefale ”The Trident” til alle, med en lyst til at prøve noget anderledes. Måske er UT dit nye yndlingsband, hvem ved? CCCC½. -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM