Den nogenlunde to år gamle ”The Changing of Times” fra Underoath bød på en usædvanlig fornuftig implementering af keyboards i deres dengang pænt hårde fremfærd. En ting der fik dem til at stå ud fra mængden af blytunge Solid State bands, som ellers alle var under overhængende fare for lige ved og næsten at lyde for ens. Og sjovt nok blev det også en af de bedst sælgende Solid State skiver nogensinde til trods fra konkurrence fra andre mastodonter inden for kristen hardcore som Zao og Norma Jean.

Men tiderne viste sig lige netop at skifte, og som med et par skæbnesvangre vindstød fra oven er halvdelen af bandet sendt ud i kulden siden sidst, og muligvis som følge af denne rokering har den generelle stemning omkring Underoaths lyd også fået et par opstramninger hist og her. Emo anparten har simpelthen som anden David skudt det meste af den tidligere hardcore Goliat i sænk, og på den vis har de edsvorne korsfarere nu på ekstrem vis optimeret deres muligheder for at ramme et måske endnu bredere publikum end selv Atreyu i lige præcis det regi.

Vi er derude, hvor grænsen mellem rent/melodisk og direkte kvalmende i forvejen er papirtynd og nu blive udvisket yderligere, men ”They’re Only…” er faktisk et af de bedre eksempler set for nyligt, hvor det rent faktisk LYKKES at trække den glatte ål helt i land. Til trods for at Underoath nu har en gennemgående genklang af radio-emo, så holdes kvalmefaktoren altid lige et par markeringer under den faretruende, røde advarselsafmærkning på barometeret! Ikke at lyden længere har ret meget med hardcore at gøre end deres rødder alene, men hvad hulen gør da også det?

Da de første smagsprøver herfra dukkede op, blev jeg ellers ret indstillet på, at Underoath nok havde lagt i ovnen til at få en salve spredehagl retur, men tricks som det himmelsk smukke englekor på ”It’s Dangerous Business Walking out your Front Door” og tålelig balance mellem skrigeri og skønsang afholder mig fra at støve muskedonneren af denne gang. Hvad Underoath har imod dem er til gengæld, at så forbandet mange andre kører nogenlunde samme stil i disse dage – så de forskellige, der kunne få mig til at vælge ”They’re Only…” frem for lidt Dead Poetic eller Atreyu, er ved at være ret små. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM