Det eneste man ved på forhånd angående et nyt Ulver album er at man netop IKKE på forhånd kan vide, hvad man skal forvente rent musikalsk. Et af bandets fornemmeste kvaliteter har nemlig fra starten af været evnen og lysten til konstant fornyelse i stedet for blot at slå sig til tåls med at gentage fordums succeser. Selvom jeg må indrømme at Ulvers fire første albums, kulminerende med det nær geniale dobbeltalbum ”Themes from William Blake’s The Marriage of Heaven and Hell” fra 1999, sikkert altid vil stå mit sorte hjerne mere nært end bandets senere non-metalliske udgivelser, har jeg stadig den dybeste respekt for bandets evne til nærmest konstant at afsøge nyt musikalsk territorium; også selvom Ulvers sidste album, den teatralske ”Blood Inside” fra 2005, ikke sagde mig det store...

Derved er vi så fremme ved Ulvers nye album, ”Shadows of The Sun”, og vanen tro er man atter engang vidne til et musikalsk hamskifte. Ulver bevæger denne gang rundt et mere afdæmpet sonisk terræn, der måske stadig baserer sig en hel del på Garms vokal, men som samtidig er meget mere indadvendt og nedtonet i forhold til den bombastiske ”Blood Inside”. Det tekstlige tema på ”Shadows of The Sun” synes at kredse om cyklussen mellem liv og død, en slags eksistentiel transcendens symboliseret ved henvisninger til solens kommen og gåen i henholdsvis morgengryet og ved solnedgang. Musikken føles da også som var den skabt i et ulmende halvmørke; noget som album-coverets stemningsfulde art-work i øvrigt understreger på fin vis.

Ligesom ens øjne har brug for at justere sig til forholdene i et dunkelt belyst miljø, har lytterens ører brug for tid og fordybelse til at opfange alle detaljerne i Ulvers musik på ”Shadows of The Sun”; jeg indrømmer gerne at jeg efter de første par gennemlytninger fandt musikken lidt vel lavmælt og måske endda en smule småkedelig, men adskillige successive afspilninger fik langsomt albummets særlige musikalske univers til at åbne sig. (I øvrigt er ”Shadows of The Sun” i udpræget grad en udgivelse, der vinder ved at blive oplevet med lukkede øjne igennem et par gode hovedtelefoner.)

Som sædvanligt er det med Ulver lidt svært at sammenligne direkte med andre bands og kunstnere, men måske spores der en smule slægtskab med f.eks. Coils ”Musick to Play in the Dark Room” albums eller måske et lille nik i retningen af Bohren und der Club of Gore pga. den til tider melankolske brug af en hjemsøgt trompet? Mest af alt mindes jeg dog landsmændene i Deaf Center og disses fantastisk smukke album “Pale Ravine” fra 2005, der på lignende vis kombinerede akustiske instrumenter med stemningsskabende ambient. Pale Center brugte så bare ikke vokal, så helt god er sammenligningen alligevel ikke. Hos Deaf Center er det især pianoet, der sættes op imod den elektroniske maskinpark, mens det for Ulver på ”Shadows of the Sun” derudover både er theremin, akustisk og elektrisk guitar, en strygerkvartet og den omtalte trompet, der med smukt resultat skaber en varm organiske kontrast til det mere kolde ambiente lydbillede.

Hele albummet opleves egentlig bedst som én lang komposition, selvom der ret faktisk er 9 numre at vælge imellem, og selv coverversionen af Black Sabbaths melankolske klassiker ”Solitude” passer helt naturligt ind i sammenhængen, både på det lyriske og det musikalske plan.

Hvor ”Blood Inside” på undertegnede mest at alt mindede om en fattigmandsudgave af Arcturus, og hvor de sidste par EP’er og soundtracks fra Ulvers side heller ikke rigtigt har sagt mig alverden, skaber ”Shadows of the Sun” fornyet interesse for bandets soniske frembringelser hos denne anmelder. Albummet er trods alt nok lidt for kort og stillestående til at jeg vil kalde ”Shadows of the Sun” et regulært mesterværk, men at udgivelsen er en udsøgt fornøjelse at være i selskab med under de rigtige omstændigheder, skal der ikke herske den mindste tvivl om. Men husk nu; Ulver anno 2008 har INTET med hardrock eller heavy metal i nogen som helst afskygning at gøre længere. Så ER I advaret... –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM