Et årti uden kreativ stilstand. Et årti hvor rejsen gik fra skovens mørke og fjeldets højder, ind mod storbyens vildfarenhed og melankoli. Et årti med forvandlingskuglen Ulver. Det skal selvfølgelig fejres med manér, så der er blevet sendt invitationer ud til en meget alsidig række kunstnere, for at de kan komme og være med i løjerne omkring Ulvers jubilæum. Der kan gå længe imellem, at et remix album for alvor planter sig dybt i min bevidsthed, men på ”1st Decade in the Machines” er det ikke bare en skrøne med guldet for enden af regnbuen. Hey…det er jo selvfølgelig også Ulver vi har med at gøre. Jeg havde så sandelig heller ikke regnet med, at det bare ville være nok for dem at plukke en håndfuld numre fra bagkataloget og sende dem ud samlet og ubearbejdet i bedste ”Absolute Lets Quak-Quak vol. 23” stil, og så lade det være det.

De implicerede parter har primært valgt byggeklodser fra Ulvers post-black periode og legen ud i det elektroniske univers, men det bliver dog også til enkelte eksperimenter med de tidlige dages bedrifter. Festivitasen begyndes med Ulvers egen omrokering af lyde fra 
”Nattens Madrigal” nummeret på ”Vargnatt” demoen. Beskedne, diskrete, klikkende og pulserende lyde bygges langsomt op, og vupti smækkes der et kolonormt og energisk beat på bordet med højlydte trommer og noget der snildt kunne være samplet guitar…men jeg er ikke helt sikker. Den snigende opbygnings mestre har talt på ny.

V/vm gør det én helvede hedt, da de (selvfølgelig) har valgt at kaste sig over støjbidder fra den hvide lyd på ”Nattens Madrigal” albummet. Normalt remixer de for at håne og påpege fejl og mangler i musikken, men her udvises der en usædvanlig respekt over for kildematerialet. Støjhelvedet fortsætter med en dosis Merzbow – manden hvis navn er blevet synonymt med noise konceptet – og hans bidrag, som udgør albummets sidste ti minutter, er bestemt ikke behagelig lytning, men hvem siger også, at musik absolut skal være det? Den fræsende, lykantrope og bidske guitarmur forstærkes gennem utallige filtre og effekter for at opnå maksimum skadestildeling – tag den! Pita og Jazzkammer forstår også at gøre opmærksomme på sig selv, og jeg garanterer for, at uindviede elementer helt sikkert vil hade ”Wolf Rotovator”.

Resten af ”1st Decade” er dog langt fra så harsk. Det er en mere afdæmpet og atmosfærisk oplevelse til de sene nattestunder. Tolkningerne er meget personlige – lidt som at lure på forskellige isolerede eksistensers hemmelige gøremål på må og få i storbyens diffuse mørke. Og dette passer glimrende ind i konceptet for et remix album. Man færdes tæt i kraft af en vis fællesnævner, i byen – den geografiske komprimering, og her – musikken, men er i bund og grund alene og arbejder isoleret fra hinanden, hvilken resulterer i yderst individuelle bundlinier. 

Informations ”Slow Snow” smager af fremtidig film noir, Upland stresser og forvirrer med mange forskudte og hakkende lag i ”Lost in Moments remix” og Bogdan Raczynskis ”Bog’s Basil & Curry Powder Potatoes Recipe” vækker nostalgiske minder om lydsporet til et gammelt, farvestrålende platformspil på en tv-konsol. Det er de mærkeligste associationer, der dukker op her.

Jeg har et særligt svagt punkt for Martin Hornveths ”Der Alte”, hvor strygerne fra ”Silencing the Singing” ep’en spædes op med et speak fra en fortvivlet, ældre tysk herre, der må se i øjnene, at alderen er ved at sætte ham ud af spillet. ”Die leben alle ohne mich, niemand fragt mich” – følelsen af at være overflødig. Det er der vi alle kan ende med tiden, og tristheden heri giver grobund for en påmindelse om, at udnytte vore dage til det bedste mens vi kan. Livet må ikke gå os forbi.

I startpassagen til ”I Love You, But I Prefer Trondheim” hvor A. Wiltzie battler Stars of the Lid, er vi så privilegerede at få en forsmag på elementer fra den endnu ikke offentliggjorte renæssance strygerversion af ”Nattens Madrigal”. Og for helvede hvor det piner mig, at det projekt er endt i limbo på ubestemt tid, da dette stykke er yderst nervepirrende og bringer mig helt ud på kanten af stolen gennemlytning efter gennemlytning. I modsætning til dette har vi Fennesz, der klikker og klipper sig igennem diverse rapserier fra ”Perdition City”. En opgave for trænede ører at høre hvor disse enkelte byggeklodser stammer fra på pladen.

Man kan kun håbe på endnu et fortryllende årti med Ulver. Jeg har gennem årene været stornyder af deres virke, og min musikalske horisont ville uden tvivl være en del fattigere uden dem, da jeg vha. deres værker med tiden også har fået øjnene op for andre innovatører som Coil og store dele af World Serpent familen, som Ulver på mange leder og kanter er nært beslægtede med. Den mytiske varulv er en lunefuld formskifter – man ved aldrig, hvor man har den. Således er det også med Ulver, og jeg kunne ingenlunde ønske mig det anderledes. Der skal lyde et stort tillykke herfra. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM