|
Der er gået noget der ligner 4 år siden Type O Negative sendte chokbølger igennem Metalplaneten med det supertunge og dommedagsagtige album "World Coming Down", hvor New Yorker bandet var tættere på en profeti om fremtiden, end nogen anede på det tidspunkt.
Desværre har Type O Negative ikke valgt at helt den samme tyngde på deres nye album "Life is Killing Me" som på forgængeren, men istedet har bandet søgt en del mere melodi, samtidigt med at de let poppede Gothpunk elementer har fået mere plads. Tracks som "Don't Wanna Be Me", "I Like Goils" og "Angry Inch" er de tydeligste eksempler på dette udtryk, desværre også numre som har en ret begrænset holdbarhed pga. deres meget linære struktur og fremtoning.
Så er der noget mere kød på perler som "Todd's Ship Gods", "Nettie" og "Anesthesia", der viser hvor fedt et band Type O Negative er når medlemmerne lader den mørke stemning og melankolien få overtaget i kompositionerne samtidigt med at melodierne bevares. I forhold til "World Coming Down" som var meget Black Sabbath inspireret, så er det mere bandets fascination af The Beatles som hersker på "Life is Killing Me".
På bundlinien bliver det til et godt album fra Type O Negatives side, som dog ikke på noget tidspunkt kommer op på omgangshøjde med bandets 3 forrige udspil. Men er du hurtig og får skaffet dig udgaven af "Life is Killing Me" med en bonus CD, så forøger du værdien af din investering en del, da denne bonus CD indeholder en særdeles spændende omgang Type O Negative GUF for fans. -and
Kom
med kommentar i vores FORUM
|