”As Feathers to Flowers and Petals to Wings” var en smuk debut, forud for sin tid, og det samme kan kun siges om den opfølgende ep, ”Instruments”, men siden den gik Twelve Tribes i øjensynligt dvale gennem en længere periode. Udover sporadiske rapporter om et kortvarigt navneskifte til Prodigal Zoo, var aktiviteten udadtil ikke stor, men så skete det sgu…en deal med Ferret og et nyt album fra Dayton, Ohios frontløbere for metalcore bølgen, selvom håbet her var blevet arkiveret lodret mere end én gang under den lange ventetid. Og der er da sket lidt af hvert.

Lige ved og næsten rap-vokalen fra Adam Jackson på ”Backburner” fungerer f.eks. rigtig lækkert oven i deres nærmest patenterede mikstur af lækre melodier og diskret anmassende dissonans. Vrede og bitterhed vejer stadig tungt på vægtskålen, det mærkes tydeligt, og personligt sætter jeg stor pris på, at de harske udbrud er langt oftere i fokus end skønsang, men når sidstnævnte tendens endelig stikker hovedet frem, gøres det ganske diskret og tilforladeligt. Ingen følelsesporno her.

”The Rebirth of Tragedy” er meget af tiden et bevis på en strømlining af den meget karakteristiske musikalske identitet hos Twelve Tribes, og når det fungerer, fremstår de nu nærmest som en mindre bidsk, men ikke så fjern slægtning til The Hope Conspiracy. Af og til føler jeg bare, at tragten har været lidt for snæver, da en håndfuld af kompositionerne simpelthen hviler for meget i sig selv gennem et enslydende, støt og roligt tempo. Følelsen af at Twelve Tribes af i dag kunne have været et mere spændende bekendtskab, kan jeg derfor ikke helt ryste ud af systemet, men på den anden side er indsats bestemt ganske udmærket og på mange måder væsentligt mere spændende end det hovedløse tyveri af Slayer, Obituary og In Flames riffs, som ellers plager tidens hardcore-toner. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM