Jeg ved ikke hvad der gør det. Men vort norske broderfolk har altså meget ofte fat i den lange ende, når det gælder musikalsk vitalitet (og her tænker jeg ikke kun på kirkebrændermetal). Tristania lyder som om deres mission er at formidle en direkte kunstnerisk forbindelse til "altet". I romantikken var det netop kunstnerens vigtigste opgave, at være bindeled mellem den virkelighed vi almindelige dødelige kan se og føle, og så "altet", den dybere mening med tilværelsen. Det lyder måske en anelse højtravende, men det var den fornemmelse jeg fik, da jeg virkelig lyttede mig ned i lagene på "Illumination". Tristania har kørt med kvindelig forsanger længe før de mere kommercielt succesfulde bands i denne genre. Men hvor mange af disse er skåret efter en mere eller mindre mainstream gotisk inspiration (hvad det så end er), så forekommer Tristania mig at være af mere oprindelig romantisk art.

Albumet er på én gang progressivt, afsøgende, varieret og tilgængeligt. Det er "tongue in cheek", men hele tiden med en klar kunstnerisk vision. Det høres især på sangene "Down", "Fate" og "Lotus" som ligger på sidste halvdel af pladen som en perfekt lille trilogi. Optimeret som disse numre er af den melodiske vekselvirkning, den beherskede og derfor effektfulde brug af genrens virkemidler, samt ikke mindst samarbejdet mellem vokalisterne Vibeke Stene og Østen Bergøy. Især Stenes indfølte men stadig meget markante og sikker sangstil går ind under huden på melodierne. Der trækkes lystigt på klassisk metal og progressiv 70'er rock, samt effektfuld norsk folklore, men på intet tidspunkt fortaber Tristania sig i de patetiske blindgyder, som det er sket for så mange af deres konkurrenter. (Ja okay, her tænkes bl.a. på Evanescence, Within Temptation og ikke mindst Therions sidste rædsel af et album).

Selv om melodierne og vokalharmonierne står i centrum på dette album, så er der tænkt på hver en detalje. Men det er ikke for-tænkt. Balancen mellem melodiøsitet og fremdrift på traditionel metal manér lykkes stort set hele vejen igennem. Der er rigeligt med spillerum for den instrumentale opbygning, der hele tiden understøtter og supplerer sangene. Det pompøse utryk til trods gøres dette også med en friskhed, ja nærmest live feeling, der kun er mulig hvis sangskrivning og kompositioner er i top. Her er der helt klart også tale om et fedt rockende album, hvor der hele tiden levnes plads til netop dét riff, dét rytmeskift eller den keyboardflade, der er nødvendig for at bringe musikken videre. "Illumination" emmer hele vejen af en atmosfærisk dynamik, der bringer lytteren op i de højeste frostklare luftlag over de norske fjelde.

For nu at sætte tingene lidt (eller meget) på spidsen vil jeg påstå, at Tristanias "Illumination" anno 2007, er det bedste, der er sket i denne genre siden The Gatherings "Mandylion" anno 1995. Og netop fordi deres materiale er så godt, kan Tristania give sig tid til at folde alle deres talenter helt ud. Eksempelvis kaster Vibeke Stene sig ikke straks ud i alle yderkanter af hendes stemmes repertoire, men doserer tålmodigt og med perfekt timing. Der bliver spillet på alle tangenter, men det er så flot orkestreret, at hele "Illumination" nærmest fremstår som en samlet komposition. Det gælder fra åbneren "Mercyside", der byder sort gæstevokal af Vorph (Samael), til albummets afslutning og måske smukkeste nummer "Deadlands". Her lukker Vibeke Stene helt op for de melodiske, og nærmest operaagtige sluser i sit spektrum. Betagende, effektfuldt og helstøbt. -simon

Kom med kommentar i vores FORUM