At legendariske Celtic Frost i løbet af det nyligt overstået årti blev gendannet og genopfandt deres legendariske avantgarde thrash lyd, var intet mindre end fantastisk. Endda selvom arbejdet udelukkende manifesterede sig i albumform én enkelt gang med den monumentale ”Monotheist” fra 2006. Et kolossalt, dystert og helt igennem tilfredsstillende værk, der gjorde enhver tvivl om bandets forsatte berettigelse til skamme. At Tom Gabriel Fischer i 2008 forlod Celtic Frost, og bandet senere blev lagt definitivt i graven, var modbydeligt nedslående oven på et af de mest relevante metal-udspil i nyere tid. Med annonceringen af Triptykon projektet var der dog et vist håb at spore, og sandelig om ikke at forventningerne til en værdig fortsættelse af den nyfundne stil mere end indfries!

Videreudviklingen er sket i direkte linje fra kursen og mentaliteten sat med ”Monotheist”, og dermed bliver det ganske irrelevant, at der står Triptykon og ikke Celtic Frost på coveret. Den majestætiske fremtonende, der kortest – men ikke fuldt ud dækkende – kan opsummeres som en ultimativt unik doom og thrash metal hybrid, er ikke blot intakt, men optimeret. Umiddelbart er særligt den hårdere lyd og skarpere fremtoning markant, selvom det på ingen måde er det eneste nye kort, Fischer & Co. har på hånden. De umådeligt aggressive, thrashy uptempo passager i ”A Thousand Lies” og ”Descendant” kan ikke benægtes at være en stor fryd at lytte til. Koblingen mellem denne port til fortiden og den fremadskuende stil sker i særdeles afmålte doser og falder ganske naturligt ind i albummets overordnede agenda, så ingen kan beskylde den aldrende herre for at hvile retro-lukrerende på tidligere bedrifter.

Gransk sindet og vær ærlig; hvor ofte støder man på den virkelig unikke lyd i metalmusik nu om dage? Hvor mange bands er hævet over 'kun' akkurat at levere varen og tilfredsstille lytteren, hvor godt de nu end måtte gøre det? En efterhånden ikke voldsomt imponerende skare vil jeg mene. Triptykon besidder efter min bedste overbevisning i sandhed unikke karakteristika. Så om det – som navnet og et statement fra Fischer indikerer – bliver tredje og sidste okkulte metalband fra ham, de to første er selvsagt Hellhammer og Celtic Frost, slutter han i den bedst tænkelige position.

”Eparistera Daimones” er skræmmende fuldendt, hvad angår hensynet til de enkelte kompositioners rolle i et større hele. Man drages til at høre albummet kontinuerligt fra start til slut, og når først man stiger på toget, er der ingen vej tilbage. De fleste numre er ganske lange – men overtrumfes suverænt af ”Goetia” og ”The Prolonging” der med hhv. 11 og lidt mere end 19 minutters spilletid agerer indledning og finale. Den rumlende dystre massivitet mærkes altså ikke kun i lyden, men ligeledes i selve det tidsrum man indfanges. Det er bombast på bedst tænkelig facon – ikke pompøst, men drænende og overvældende.

”In Shrouds Decayed” er til sammenligning ganske sparsom og tilbageholdende et godt stykke hen ad vejen med klagesang, uden decideret ynk, til at betone trøstesløs opgivenhed. Dog ikke noget der hindrer at sidste fase bliver sønderlemmende tung. Vokalens alsidighed står som stærkt aktiv, når alt fra de klassisk snerrende Celtic Frost hvæs til messende, og alligevel dødelignende, sang kommer på banen pladen igennem. ”My Pain” er afvekslende blid med klaverspil og nænsom gæstesangerinde. Den dukker så også op lige inden førnævnte store finale, ”The Prolonging”, hvormed der bliver en kort stund at sunde sig i.

Jeg er fristet til at vifte med topkarakteren. Dog holdes det tilbage af, at det tilgængelige lyttemateriale ikke har været af tilfredsstillende kvalitet i en grad, så jeg med sikre skridt tør gå planken helt ud.
Musik i digitalt filformat har vundet indpas, når nye udgivelser skal promoveres. I princippet er det praktisk og går unægtelig mere tjept end at vente på skiver med posten. Indtil videre har jeg dog aldrig oplevet andet end MP3'er i ikke optimal bitrate. Man kunne ønske sig bedre kvalitet – eller f.eks. filer med FLAC-lydkompression. Afsenderne skyder sig selv i foden, des længere lyttematerialet, der skrives ud fra, ligger kvalitativt fra, hvad de læsere, der holder ved fysiske formater, vil kunne forvente at opleve, hvis de hører et givent album.

Der synes dog trods alt at skulle mirakler til, hvis året kommer til at byde på metal-udgivelser, som bliver nævneværdigt bedre end ”Eparistera Daimones”. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM