Efter tre ture i træk hos Antfarm studiet valgte The Psyke Project at bryde mønsteret og sætte kurs mod Sverige. En klog beslutning da vaner undertiden kan ende som rutine. Turen til Studio Fredman har da også givet pote i en sådan grad, at hvis de tidligere udgivelsers lydbillede leveredes i 4:3 format, så er ”Dead Storm” ren widescreen fra start til slut.

Forgængeren, ”Apnea”, var livlig og sprælsk oven på den næsten absurd bastante ”Daikini”, der fortsat tager livet halvt af mig, hvis jeg går i krig med den. Begge album værdsættes stadig fuldt ud på deres egne præmisser, men ”Dead Storm” er en ganske anden størrelse, der hverken stikker i flere retninger, end hvad godt er, eller ender som nådesløs prøvelse af udholdenheden. Flowet er stærkere end nogensinde før hos TPP. Når først den lille skive snurrer, findes der kun én måde at høre den optimalt på - uden afbrydelser eller ivrige fingre på fjernbetjeningen til at forstyrre forløbet.
Sansen for detaljer er højnet til et nyt niveau, og fra det aspekt stråler en gennemsyrende vision om at skabe mere end blot enkeltstående numre, der leverer varen hver for sig, men kommer på tværs af hinanden i det store hele.

Med forhåndskendskab til materialet ved at have hørt dele af det fremført et par gange til koncerter forventede jeg halvt om halvt en plade af de rimelig brutale. Dette er ikke fuldt ud tilfældet.
Endda selvom baslyden er af en håndfast støbning, der kunne give enorme udslag på Richtherskalaen, og ”Forget the Forgotten” bevæger sig ud i skævvredne, skøjtende Will Haven referencer. Diskret anerkendende nik til en kryptisk størrelse som Breach lister sig også ind i guitararbejdet. Den primære vokal syder og koger som blandingen mellem ren urkraft og kemisk syrebad, og andre steder kobles råb af gjaldende vred støbning på.
Når TPP vil det, er lyden forbilledligt gusten og beskidt i en grad, der ellers ikke høres hos mange andre eksponenter på hjemmefronten for metalgenren som helhed. Kan ”Dead Storm” rette bare en smule op på den brede opfattelse udenlands af dansk metalmusik (eller dårlige undskyldninger for selvsamme...) som pæn, nysselig og fyldt med tomme kalorier, klager jeg ikke.

Men det var et udpluk af de aspekter, der karakteriserer albummets mest udtalte angrebsbølger – videre til det, der ikke gør. ”Fire Blizzards” åbner med en kortvarig marchtromme-intro, som symbolsk kunne repræsentere højnet disciplin i forhold til at tøjle turbulensen og søge at gøre alle faser af kompositionerne lige relevante, det omskiftelige intensitetsniveau til trods. Mange bands, der ynder at operere inden for de respektive post-rock/metal/hardcore rammer, har en kedelig tendens til nok at kunne levere et solidt klimaks, mens opbygningen hen mod dette er ren tomgang. Den fælde undgår ”Dead Storm”. Relativt lange ”Polaris” er pragteksemplet. Hvert delstykke og overgangene mellem disse bygger i adskillige minutter lag på lag af et kald, der selvom det gradvist varsles, stadig formår at overrumple fuldstændig, når det maksimale output udløses samtidig med, at vokalen sætter ind.

Ligeledes viser ”Storms of the North” en nænsom tiltrækningskraft, der giver kriblen i kroppen til fysisk at måtte nærme sig lydkilden for at lure detaljerne på helt klods hold. Der er bl.a. sneget en diskret træfløjte ind. Skiftet til første tunge passage er dog anderledes brat her, men effekten af det træk skal ikke underkendes. I hvert fald har jeg fået et par hjertebankende flyveture i modsat retning, lidt på niveau med hvor Marty McFly undervurderer effekten af sin guitarforstærker i den første ”Back to the Future”.

Min største anke mod ”Dead Storm” er ikke centreret omkring det hørbare resultat, men i stedet det formulerede koncept; 'en musikalsk fortolkning af vores skandinaviske herkomst', hvad det så fint kaldes i tilhørende presseskrivelse, der også nævner inspiration fra 'små tætte landsbyer ved Nordsjællands kyster og skove'.
Albummet kommer til kort med utvetydigt at bringe mig som lytter nærmere denne herkomst, lokalitet og natur. Eksempelvis det bærende – og yderst glimrende - guitartema i ”Stockholm Bloodbath” trækker i en eksotisk, nærmest mellemøstlig retning. Andre steder mærkes en oceanisk, bølgende struktur og fremdrift. Isoleret set velfungerende og ikke til at sætte en finger på – men altså, mere end 70% af jordens overflade er dækket af vand, så associationer til havet er svære at betragte som eksklusive for dette lille hjørne af kloden.

Set bort fra det er der intet yderligere, som trækker fra min oplevelse af værket. Dynamikken mellem det beregnende visionære og spontant antændende er suveræn. Højest anbefalelsesværdigt. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM