Når man er begunstiget med et navn som “Joel Grind” (og nej, jeg tvivler på at det står på hans dåbsattest) og er fast besluttet på en musikalsk karriere som levevej kan der vel ikke herske meget tvivl om hvilken genre manden begiver sig ud i. Godt nok er her på ingen made tale om grindcore eller nogen som helst anden slags core, men I kan forhåbentlig se hvad jeg mener. Hvis navnet, coveret eller den generelle hype der har hersket omkring bandet og denne udgivelse ikke ringer en eller anden form for klokke hos dig, kan jeg oplyse dig om Toxic Holocaust (der mere eller mindre er lig med Joel Grind) spiller rendyrket thrash metal til den store guldmedalje. Ikke det fimsede blandingsprodukt mange idag associerer thrash med, men punket, rock’n’rollet thrash metal der lyder mindst ligeså 80’er-agtig som hr. Grind ham selv ser ud på promobilledet - slidt denimvest proppet med patches, bare arme og stort hår. Ikke videre sofistikeret, men hvem ville dog også spilde deres tid på den slags?

Nuvel; thrash har aldrig været min store kæphest. Jeg er mægtigt glad for klassiske bands som Exodus, Forbidden, Slayer (naturligvis) og Testament, men længere er den vist heller ikke, selvom genren klart har sin charme. Til gengæld siger den seneste tids boom af retro-bands som Evile, Violator og Warbringer mig ikke rigtig noget, hvor charmerende de end er, i deres bagstræberiske thrash-angreb. Toxic Holocaust hører, sammen med eksempelvis de fantastiske festaber i Municipal Waste, til blandt de bedre nye thrash-bands og alligevel er det som om “An Overdose of Death” mangler et eller andet. Når der gåes til stålet - og det gør der ihvertfald 95% af tiden - er Toxic Holocaust med Joel Grinds snerrende vokal i front medrivende og oplagt til en hyggelig aften med gutterne og en bunke pilsnere. Men når tågen ligesom letter er der ikke vildt meget at komme efter. Pladen sætter sig ganske enkelt ikke fast hos mig, som den ellers burde. Bevares, “Wild Dogs”, “Nuke The Cross” og “Feedback, Blood & Distortion” er da ganske catchy (og som I nok kan se, er titlerne ret fantastsike), men som helhed virker albummet bare lidt for trivielt og ensformigt, ligesom Grinds vokal ikke rigtig bevæger sig nogen steder andet end i det snerrende, hæse leje.

Nu vil nogen sikkert fortælle mig, at jeg ikke helt fatter pointen med Toxic Holocaust; nogen vil helt sikkert fortælle mig, at dette er mandemusik, bajermusik og så old-school at skidtet for længst har overskredet sidste salgsdato og det bare er fedt. Selvom jeg finder “An Overdose of Death” ganske sympatisk, så har jeg bare svært ved at hidse mig op over pladen. Måske er jeg bare ikke metal eller mand nok længere, hvem ved? Noget stort værk er pladen ikke, og selvom det garanteret heller ikke er meningen, så havde jeg forventet mig noget mere af Toxic Holocaust. Bedre held næste gang. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM