|
Pyha, efter nedturen med SYL-pladen var jeg lige ved at miste troen på den kære Devin. Men sådan skulle det heldigvis ikke være. For på denne skive beviser manden ENDNU en gang at han giver samtlige såkaldte rock musikere baghjul på den hårde måde. Om det er guitarspil, vokal akrobatik eller symfonisk produktion så er Devin Townsend så tæt på at være et musikalsk geni som man kan være. Og på denne skive som er hans femte solo plade formår han endda at forbedre og samtidigt forsimple sit musikalske output uden at kvaliteten kommer til at lide under det.
Strengt taget har Townsend taget de bedste ingredienser fra de forgående plader og så kogt det hele en anelse ned. Den gigantiske
produktion er der stadig men denne gang bliver den holdt en anelse tilbage for at give plads til de lidt mere simple sangstrukturer, som f.eks. på numrene ”Slow Me Down” og ”Traveller”. Hvis den store produktion ikke have været der og hvis trommeslageren Ryan Van Poederooven ikke slog så satans hårdt til sine tønder så ville de førnævnte tracks faktisk kvalificere sig til at være 80’er powerrock hits. Og det virker lidt som om at bandet udmærket er klar over det for de mere poppede sange har et super tungt c-stykke for lige at få balancen i orden.
Noget guitarlir bliver det skam også til, som på ”Deadhead” og ”Away” med en slet skjult reference til Devin Townsend gamle chef, Steve Vai. Specielt de to numre er mere ovre i den progressive ende af skala’en og er vel nok også hovedårsagen til at skiven bliver udgivet i Europa på det tyske prog-label, InsideOut Music. Men på intet tidspunkt bliver det for kompliceret eller irriterende for sangene virker perfekt indenfor den efterhånden velkendte Devin Townsend lyd.
Onde tunger ville nok hævde at det her en omgang 80’er lir men de går bare glip af en perfekt produceret Rock-plade med fantastisk vokal-præstation, tight sammenspil og massere af energi. Alt det sat sammen med et lille glimt i øjet og lige en anelse galskab for man skal have lidt fis i kasketten til at sammensætte de enkelte ingredienser der opgør denne plade. -phil
Kom
med kommentar i vores FORUM
|