tool - 10.000 days clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 02.05.06 Alt./Prog. Rock Volcano/SonyBMG --
 

Reglen er at der går tæt på 5 år imellem bandets album udgivelser, men det forhold er nu ikke ensbetydende med at Tool går i glemmebogen i årene imellem. Bandets sans for at vride alles hoveder mod fødselen af et nyt album er af nærmest mytiske proportioner, historierne og rygterne kører op i et mediemæssigt spin som man klart har fornemmelsen af at bandet nyder i fulde drag. Forud for udgivelsen af "10.000 Days" har der helt frem til selve dagen for releasen været masser af snak om ægtheden af alt fra titel til artwork, rygterne talte bl.a om at Tool havde fabrikeret et "falsk" album som skulle lækkes til piraterne på nettet.

"10.000 Days" er et kolossalt album i sit omfang med en samlet længde på 76 minutter og 11 sekunder, men albummet har også en musikalsk bredde som vi end ikke fra Tool har oplevet tidligere. Det nye Tool album er fyldt med referencer til bandets tidligere værker, åbningsnummeret "Vicarious" er et perfekt eksempel da tracket trækker en lige linie til det forrige album "Lateralus" med sine melodiske figurer, tempi og atmosfære. Nogle kommentatorer har efter første aflytning af "Vicarious" udtrykt angst for at Tool skulle være begyndt at gentage sig selv, men intet kunne være fjernere fra sandheden. "Vicarious" kan opleves som en bro imellem "Lateralus" og "10.000 Days", men i sig selv er det nummer også en monumental musikalsk oplevelse som også fritstående bærer storhed.

Albummets titel "10.000 Days" referere til den periode på 27 år som forsanger Maynard James Keenans mor Judith Marie sad i kørestol fra hun fik en blodprop og til hun døde i sommeren 2003. Selve kernen på det nye Tool album er de to skæringer "Wings For Marie" og "10,000 Days (Wings Part 2)" hvor Maynard og resten af bandet følger Judith Marie helt frem til himlens port, en stærkt personlig sang (som er blevet splittet i to) som også viser Tool fra bandets allermest indadvendte og personlige side. "Wings For Marie" og "10,000 Days (Wings Part 2)" er på ingen måder en patetisk omgang følelsesonani, men derimod stiller sangene store krav til lytteren om tålmodighed og vedholdenhed, men så er udbyttet også gåsehudsfremkaldende i enden.

Det måske mest metalliske riff i hele Tools diskografi er det bærende element i sangen "Jambi", som tungt slæber sig frem med en tyranniserende dynamik, nummeret er bestemt også et af de stærkeste på "10.000 Days". Skal vi vende os mod det næste højdepunkt så er "The Pot" ganske oplagt, et nummer som i sin vokalbaseret æstetik klart fremkalder associationer til "Undertow" værket fra 1993. Den knapt 9 minutter lange "Right In Two" er bygget op omkring en klassiske Tool skabelon med en intens og underspillet opbygningsfase, efterfulgt af forløsningen iscenesat af et musikalsk peak af tung og brusende rock med et knusende bid. Bid er der også i det lyriske univers på "10.000 Days", teksterne er en anelse mere tilgængelige end det tidligere lagte niveau fra bandet, hvilket gør tekstuniverset mere gennemskueligt, en kendsgerning som både har plads på Hot og Not listen.

Det instrumentale niveau på "10.000 Days" er som altid hos Tool ganske enkelt overlegent. Alt er selvfølgeligt tight helt ind til kernen samtidigt med at man til enhver tid kan flytte fokus til en ny vinkel eller præstation, og ad den vej genopdages de enkelte numre og deres skønhed. Som på de tidligere værker fra Tool så er trommespillet af et ganske umenneskeligt højt niveau, man kan kun tabe kæben af bare ærefrygt over Danny Carey mesterlige præstation ved trommerne. Maynard James Keenans berusende stemmepragt er mixet i den lavere ende, men i helheden står han uimodståeligt stærkt og følelserne nærmest flyder fra mikrofonen, sublimt !.

Indpakningen af en udgivelse er også en disciplin hvor Tool og bandets samarbejdspartnere er i en klasse helt for sig selv. "10.000 Days" følger i det samme æstetiske spor som blev lagt på "Lateralus" og igen er kunstneren bag Alex Grey, et træk som kan udnyttes til at anklage Tool for genbrug, en anklage som dog klinger hult når man sidder med albummet i hænderne og fornemmer med hvilket engagement alt er konstrueret. Selve coveret til "10.000 Days" er opbygget som en booklet hvor ryggen er skabt som en flap med indbygget stereoskopiske briller, der kan anvendes til at dyrke illustrationer i bookletten, som bl.a for første gang siden "Undertow" albummet indbefatter portrætter af de enkelte medlemmer i Tool. 

Tool er et kompromisløst band som helt følger egne veje til det kunstneriske mål. På "10.000 Days" kommer dette faktum meget tydeligt til udtryk i bandets brug af sære indelukket "mellemnumre", en disciplin som Tool rigt har anvendt tidligere, men aldrig før har disse haft så stor en indflydelse på helheden som tilfældet er på "10.000 Days". Det er klart i dette felt at det nye Tool album har sit bløde punkt. Med i denne kategori af alternative indslag medregner jeg også den over syv minutter lange skæring "Intension" hvor bandet bevæger sig ud i et elektronisk trip-hop landskab uden nogensinde at komme hjem igen. Det er ikke rigtigt lykkedes mig at finde relevans i disse skæve indslag, hvilket klart bliver et minus i vurderingen af albummet.

"10.000 Days" er et album som umiddelbart står en anelse svagere end højdepunkterne på bandets diskografi, men om materialet på sigt kan få så meget liv at værdien forhøjes til mesterværk niveau kan vi nok først vurdere om år. Faktum er at Tools nye album indeholder en hel række fabelagtige skæringer, som fuldt ud lever op til bandets guddommelige fortid, men i sin helhed virker "10.000 Days" hæmmet af de omtalte kritikpunkter uden at man dog på nogen måder kan tale om en skuffelse. På næste lørdag kl. 22.30 står Tool på Orange Scene i Roskilde og mon ikke vi der for muligheden for at hylde de største numre fra "10.000 Days", hvilket de så klart har fortjent. Forventningerne kan ikke blive for store. -and













Kom med kommentar i vores FORUM