Et formørket blik, en elefanthue og et automatvåben stukket fremad i truende positur. Det er, hvad der skal til for at skabe en anonym trussel, og det er sådan, Steve Austin har valgt at præsentere sig selv på det truende billede, der ligger på bordet foran mig. Hvor ”Sadness will Prevail” var en ufokuseret rejse gennem sindets mest dystre afkroge, har en yderst veldefineret dagsorden nu set dagens lys i Austins øjne – et hovedkulds angreb på de forpestende kræfter i samfundet omkring ham i nutidens USA.

Volden og hykleriet har taget overhånd, og i takt med at disse ting eskalerer, er den musikalske spydspids blevet slebet ligeså. Spilletiden ligger vel nogenlunde på en fjerdedel af forgængerens ufremkommelige og til dels rodede ditto, men jeg kan ikke engang sige, at slagkraften derimod er blevet firedoblet, da det ville være en løgn af samme kaliber som dem, der denne gang har pisset Austin helt af. Det er mere end det…

Trækket mod at sende den kulturelle terrorbalance tilbage til stenalderen kommer altså fra en konstellation med en del år på bagen, for TITD har jo huseret siden de gyldne Amphetamine Reptile dage, dog uden nogensinde at leve højt på fortidens bedrifter. Lyden er f.eks. ikke sylespids som på ”Supernova”, og man finder heller ikke det legesyge lune, der prægede ”In the Eyes of God”. Faktisk er produktionen pænt mudret og grind-tendenserne har det med at tage overhånd, så selv hærdede fans nok skal få rigeligt at brokke sig over. Sovepuderne gives ikke ved døren her, og på samme måde som forgængeren fik mig til konstant at krumme tæer, så vil andre igen sikkert udvise lige den adfærd over for ”Kiss the Pig”.

Hårdt mod Hårdt!

Krudt skal der til for at skabe et sønderlemmende brag, og letantændeligt krudt i lange baner er, hvad vi får. Flosset had ender jo ligefrem med at lyde helt sødmefyldt i forhold til det her. Finalen ”Birthright” optager fandeme en hel tredjedel af den samlede spilletid, og lige den skæring redder hele albummet fra at være overstået for hurtigt. Ikke det ultimativt fedeste output fra Austin & Co., men jeg er stadig fuldstændig målløs over, i hvor høj en grad det lader sig gøre at komprimere rendyrket hark-host-hadsk-hardcore, uden at den lille blanke skive kollapser med et brag indefra. Kys det nu, det satans liv. – guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM