Steve Austin er ikke en glad mand. Og det har han aldrig været. Det vil stå klart for enhver der har fulgt Steve Austin og hans band Today is the Day op gennem tiderne. Selvudslettelse har altid været et centralt tema for den kære Steve og på "Sadness Will Prevail" må man da også sige at han kører det tema videre med over 2 timers vrede og fortvivlelse. Som sædvanligt har han skiftet hele sit backing band ud med tre nye ansigter og det kan bestemt høres.

For på den forrige plade “In the Eyes of God” var trommerne helt I front og Bränn Dailor (ex-Lethargy, nu Mastadon) imponerede alle med komplekse og overvældende trommerytmer. Han er nu blevet udskiftet med en hvis Marshall Kilpatric og forskellen kan tydeligt høres. Hvor der før var dømt angreb på trommefronten fra start til slut har vi nu en mere normal og også mere kedelig trommestil som virker ret uinspireret. Og det er ikke det eneste der gået galt for Today is the Day.

Bandet er næsten gået baglæns i dens udvikling for "Sadness Will Prevail" lyder mere som de game plader, "Temple of the Morning Star" eller enda "Willpower". Væk er den kompakte lyd fra “In the Eyes of God”. Der er blevet skruet voldsomt op for diskanten og guitaren har mistet en del af sin styrke. Der er næsten ingen bund på denne plade og det er frustrerende at side og høre på. Man savner bestemt det ekstra lille THUMP og det samme gælder også for trommerne. Bassen og violinerne som bliver brugt på enkelte numre forsvinder helt i det diskant-helvede der drøner ud af højtalerne.

En anden ting der heller ikke virker helt er selve længden af denne dobbelt CD. Bands der har lavet gode og sammenhængende dobbeltplader kan vel tælles på en hånd og nu må vi jo desværre konstatere at Today is the Day ikke er en af dem. Fordi der er meget fyld. Rigtig meget fyld. Så meget at jeg faktisk er blevet godt og grundigt frustreret over denne skive. Fordi de kan godt når de gerne vil. "The Descent" river hovedet af de fleste „hårde“ bands derude med den skæve rytme og overfede vokal. Titel-melodien er måske det bedste stykke musik der kommet fra Steve Austin i lang, lang tid. Desværre skal man først lige hører sig igennem tre noise-numre, lidt klaverspil og Seth Putnam fra Anal Cunt der prutter ind i en mikrofon før man får lov til at høre de fede sange. 

Jeg må ærgerligt erkender at jeg endnu ikke har formået at høre begge CD’er i et hug og det siger vel en del da jeg er ret stor fan af dette band. Today is the Day har aldrig været et let band at have med at gøre men her går de over stregen. Steve Austin mangler åbenbart at nogen siger til at ham at nu er på tide han altså holde lidt igen. Skuffende. -phil

Kom med kommentar i vores FORUM