Tiles? Nå ja, er det ikke de dér Rush imitatorer?
Netop dét stigma vil sikkert altid klæbe til amerikanske Tiles, der siden starten med deres selvtitulerede udgivelse fra 1994 har fremstået som en velspillende prog.-rock/metal pendant til den berømte canadiske power-trios karakteristiske lyd. Alligevel har Tiles formået at få en rimelig karriere op at stå i skyggen af deres mere berømmede canadiske forbilleder, hvilket nu giver sig udslag i album nr. 5, der har fået den lidt kryptiske titel ”Fly Paper”.

At Tiles mestendels selv er skyld i at blive sat op imod mægtige Rush understreges af det faktum at bandet i snart lang tid har benyttet sig af både producer Terry Brown og cover-artist Hugh Syme; to personer der gennem snart mange, mange år har været tæt forbundet med netop Rush; og dét samarbejde fortsættes såmænd med godt resultat på ”Fly Paper”, der på vanlig vis tager sig udsøgt ud både på det lydmæssige og det rent visuelle plan. Desuden synes Tiles at have forladt den mere episke og progressivt indstillede approach fra det forrige album ”Window Dressing” fra 2004, til fordel for den lidt mere direkte og catchy fremgangsmåde, der også prægede den vellykkede udgivelse ”Presents of Mind” fra 1999.

Alligevel må Rush influenserne stadigvæk siges at være ret udtalte, men afgjort på den fede måde; allerede på åbneren ”Hide in My Shadow” viser Tiles deres flair for dynamisk sammenspil og ikke mindst melodisk tæft, der ikke lader forbillederne meget tilbage at ønske. (Faktisk gæster guitarist Alex Lifeson fra netop Rush på albummet; find selv ud af hvor!) Lidt mere kuriøst er det at ’one hit wonder’ fænomenet Alannah Myles (”Black Velvet”) medvirker vokalt på nummeret ”Back & Forth”; hvordan dét samarbejde er kommet i stand, kan jeg kun gisne om. Når Tiles som på skæringen ”Landscrape” forsøger sig med en lidt mere rå og rustikt rockende approach går det elegante ligesom lidt af bandets udtryk, mens guitarist Chris Herins labre mandolinindledning på ”Sacred & Mundane” til gengæld er en lækker detalje. Desuden fungerer forsanger Paul Raricks behageligt lyse tenor også rigtig godt til Tiles sofistikerede udtryk (fraset ”Landscrape”), og ikke mindst bassist Jeff Whittles glimrende evner på den 4-strengede bør ligeledes roses.

Det bliver med garanti ikke ”Fly Paper”, der i tilfældet Tiles får Rush sammenligningerne til at forstumme, men who cares når nu resultatet er så harmonisk, velspillet og melodisk formfuldendt som tilfældet er? Selvom ”Presents of Mind” efter min mening beholder sin status som det hidtil mest vellykkede Tiles album i bandets diskografi, er ”Fly Paper” en klar forbedring ovenpå den lidt for ufokuserede og unødigt snørklede ”Window Dressing”, så fans af Tiles og nyere Rush kan sagtens anbefales at give ”Fly Paper” en chance. – Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM