|
Finsk power metal med afsender fra et eller andet sted lige omkring den pæne side af plankeværket er bestemt ikke en uvant lytteoplevelse, så har Thunderstone noget relevant at tilbyde den stakkels metal junkie, som gang på gang må vade gennem skidt og kanal for at opstøve de sande perler? Albummet stryger i hvert fald op ad hitlisterne i hjemlandet for tiden, så et eller andet må de gøre rigtigt.
Rendyrket i sit udtryk er ”The Burning” i hvert fald, og (selvfølgelig) tilbydes den rutinerede ’banger også et bredt sortiment af lynhurtige hymner, såvel som hjerteskærende slagere. Fedest er det dog klart, når Thunderstone virkelig tager tyren ved hornene og giver enkelt numre et hard rock præg, f.eks. på den lækre ”Side by Side”. Albummet er kun deres andet i rækken, men alligevel er udtrykket allerede ret modent og bombastisk.
Førsteudgaven af cd’en har seks bonusnumre – tre covers af hhv. Metallica, Judas Priest og Manowar samt tre demospor – men dem har jeg ikke hørt, så jeg skal ikke kunne udtale mig om kvaliteten af disse.
En ting der ikke helt huer mig er brugen af keyboards, for når den slags lidt for ofte lyder som kunstig variant af klokkespillet i en julesang, så er det jo ikke ret fedt, vel? Thunderstone brænder dog tydeligvis for det, de gør, og de kører næppe trætte i formlen lige med det samme. Spørgsmålet er bare, om vi gør det? En solid middelkarakter er på sin plads, men de må godt lige give den en skalle næste gang, når det kommer til originaliteten. Tror lige at jeg må finde min Sonata Arctica cd frem igen… –guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|