Nøjagtig som Orange County-kollegaerne i Atreyu, Avenged Sevenfold og Bleeding Through efterhånden peger sangskrivningpennen, mod den ene blindgyde efter den anden, således rammer forbandelsen Throwdown, der på ”Deathless”, formår at sterilisere den Pantera´ske groove-lyd, i en forbitret nymodens version af stil før substans. Der spilles op med hårde tæsk til den ikke-indvigede, med hårdfør attitude over tungt arrangerede melodier, men kun alt for sjældent omsættes vreden pågående, og som sådan ender udtrykket reelt set utroværdigt.

Det er hele det der paradoks mellem, at komme busende med selviscenesat almagt, og så samtidig helt mangle den musikalske gennemslagskraft, der virkelig nager på ”Deathless”. Throwdown insisterer på sine blodige knoer, men afleverer vildskaben uden tæft, for andet en flade hooklines og forudsigeligt kalkulerede opbygninger, og på den led udhules autoriteten før den overhovedet sætter præg. Tunge riff udvindes, men går som oftest tabt i ubehjælpsomt anonyme omkvæd, med referencer til metalliske letvægtere som Seether og Godsmack, hvor hele macho-udtrykket, falder sammen under musikalsk kønsløshed. Grelt.

Der åbnes ellers gedigent med ”The Scythe” og ”This Continuum”, med udtrykket båret hjem af en sjælden iørefaldenhed, men egentlig tjener den gode start, blot som indikator for hvad resten af materialet mangler. På ”Skeleton Vanguard”, eller ”Ouroboros Rising”, illustreres perfekt hvordan Throwdown resten af tiden, har så travlt med sin attitude, at numrene aldrig forløses, og ”Deathless” ender livløst, som tidstypisk billede, på en metalscene i hårdknude. Find dine gamle Pantera-skiver frem, i stedet. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM