At genrebestemme The Wake alene ud fra motivet på coveret ville bestemt ikke være så let en opgave som at gøre det samme ud fra et Manowar omslag, så jeg havde virkelig ingen anelse om, hvad der var i vente, inden albummet gled ind i afspilleren. Men det skulle altså vise sig at være debuten fra et ungt, finsk melodeath band – faktisk et af de bedre af slagsen.

Lige denne stilart er jo nærmest noget man køber i metermål nu om dage, og af den grund bliver jeg næsten rent instinktivt mere påpasselig og afstandtagende, når et givent band læner sig helt og holdent op ad Göteborg lyden uden megen nytænkning. Originalitet og selvstændig tænkning i nye baner er så sandelig heller ikke The Wakes forcer, men deres unge alder til trods er de dog fuldt ud i stand til at udføre et gedigent håndværk med nydeligt flair for melodi og aggressivitet. Åbneren ”Murder One” hitter fint og skæringen ”Deep Silent Dead” leder bestemt tankerne hen mod det ældre Soilwork. 

En lidt belastende faktor er dog, at vokalisten Kaj Michelsson sjældent afviger ret meget fra den gyldne sti, han har fundet sig. Og derfor bliver hans hæse brølen lige en tand for belastende hen imod slutningen af albummet.

Men savner Dark Tranquility og Arch Enemy skiverne selskab på hylderne, så er ”Ode to My Misery” slet ikke nogen skidt familieforøgelse. Talentet er klart tilstede, så nu håber vi bare på lidt mere fokus på egen identitet i næste ombæring. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM