Ufrivillig komik er tit noget af det, der anstrenger lattermusklerne mest, da det som oftest kan resultere i en svær salighed, når andres bedrifter skyder forbi den oprindelige hensigt. Men når det kommer til The Vision Bleak, ved jeg ikke hvor, hvor meget jeg kan tillade mig at trække på smilebåndet over deres forsøg på gotisk metal med fodfæste i den klassiske horror tradition og kultur – er de død-seriøse, eller er albummet blot udført med et glimt i øjet?

Standard elementer inden for genren som dybtliggende keyboards, lidt klokkespil, operavokal og en forsanger fra den tyske division af Peter Steele skolen kommer man ikke uden om, men så er der lige det med, at de lurende gespenster i mørket faktisk viser sig at være ganske fornøjelige, når de springer frem og siger ”bøh”. Ok, helt heldigt er det ikke, at åbningsriffet i ”Metropolis” minder om en kasseret lillebror til Metallicas ”Sad but True”, så der fortjener The Vision Bleak lige et par slag med stokken oven i de høje hatte for skamløst ripoff.

Faktisk har jeg ikke haft mulighed for at lytte til den endelige version af albummet, men den skulle altså indeholde overgange mellem numrene indtalt af den skuespiller, som har indtalt Sarumans stemme i den tyske version af ”Ringenes Herre” trilogien. Sikkert et kært indslag…

Uden at rage helt op i de helt mørke tordenskyer leverer The Visions Bleak altså ufarlig uhygge - muligvis et godt soundtrack til ømme stunder med den sortklædte kæreste i stearinlysets nøgne skær. Bedøm dog selv, om de mener det seriøst eller blot driver gæk, for der er jeg stadig uafklaret. Tågen omkring intentionerne er i hvert fald ikke sådan lige at vifte væk. Men har du blot enkelte produktioner fra Hammer Films stående i den mørke og solide reol, burde gevinsten være nogenlunde i hus ved et nærmere bekendtskab her. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM